Brian Brandt

Jyden der kalder en spade for en spade..

  • Online Strategi
  • E-handel
  • Søgemaskineoptimering
  • Google Adwords
  • Kontakt

Artikler om online strategi

Det at strikke en online strategi sammen kan være uoverskueligt. Der er så mange muligheder på internettet, at det kan være svært at fokusere og måske vælger du det forkerte at bruge din energi på.

Her er en række artikler der har forskellige indgangsvinkler til online strategier.

8. juli 2009 by Brian Brandt 1 Comment

Få 150 potentielle kunder på en dag

Nogle gange falder man bare over noget, som man bliver vældig imponeret over. Dette er en af de ting.

Min kæreste har længe holdt afstand fra Facebook, og ville bare ikke blive en del af det – hun ville gerne bibeholde sit privatliv. Indtil hun en weekend var sammen med sine veninder, som alle snakkede om den fantastiske fest de havde været til. Hun kunne ikke forstå hvorfor hun ikke var blevet inviteret – og det viste sig, at de kun havde inviteret folk igennem Facebook.

Man har et standpunkt – til man tager et nyt

Så dagen efter mødet med veninderne meldte hun sig på Facebook og jeg gav hende en kort introduktion til indstillinger og funktioner. Hold op hvor er Facebook egentlig bare ikke intuitiv – de burde lave kaffebar-testen. Nå, men det var ikke brugervenligheden vi skulle snakke om.

Hun begyndte at tilføje lidt venner og tilmeldte sig lidt grupper som hun fandt igennem de nye venner. Dette var søndag eftermiddag hun startede. I løbet af dagen gik hun lidt on and off på Facebook og forsøgte at finde rundt i alle de nye spændende ting.

Mailboks boom

Jeg kunne følge med søndag aften, at der allerede var en del venner på hendes liste – og hun var endda meget selektiv med hvem hun valgte. For det var trods alt hendes protest imod Facebook – ikke alle skulle have adgang til hendes opdateringer og billeder.

Jeg tog ud af huset mandag indtil eftermiddag – og da jeg kom hjem, sad hun igen bukket over bærbaren og skrev med 4 forskellige på Facebook-chatten. Da jeg kom ind, sagde hun at hendes mailboks var fyldt med spam fra Facebook og hun kunne slet ikke overskue alle de mails hun havde fået.

Det viste sig, at hun havde fået 150 venner og en email for hver eneste gang. Plus alle de anmodninger hun havde fået, med folk der ville være venner.

150 potentielle kunder

Tænk på hvis hun gik op i lidt online markedsføring, så kunne hun jo faktisk have ledt de 150 nye venner ind på en af hendes hjemmesider og skabt lidt trafik og opmærksomhed omkring dem.

Men tænk lige over hvor hurtigt hun fik så mange venner – og hvor mange hun måske kunne komme ud til, hvis hun ikke var så selektiv. Det er selvfølgelig i et lille størrelsesforhold, men tænk at kunne skalere den indsats.

Så har du været frastødende overfor Facebook og har et par hjemmesider du egentlig gerne ville skabe lidt større opmærksomhed omkring og lidt ekstra besøgende – så burde du måske overveje at bruge den korte tid det tager at anskaffe sig en hulens masse venner. Facebook er blevet så stor, at jeg tror det godt kan være tiden værd – selvom det giver lidt, så giver det stadig opmærksomhed.

Filed Under: Online Strategi Tagged With: facebook

21. juni 2009 by Brian Brandt 4 Comments

Slet kommentarer og mist din forretning

Den anden dag holdte jeg foredrag om blogging som et markedsføringsværktøj på et seminar om online markedsføring. Der blev jeg stillet det spørgsmål, om man ikke kunne slette kommentarer på en blog – jo det kan man godt – hvortil kontraspørgsmålet lød, om troværdigheden så ikke var i bund.

Det er et rigtig godt spørgsmål, og noget som jeg ikke synes der er debat nok om. Folk tænker ikke over når de bevæger sig rundt på internettet, at hjemmesiderne jo rent faktisk kan sortere i de dårlige kommentarer – der hvor kritikken måske er hårdest.

Der findes masser af “trolls”

Ind imellem får man dog nogle virkelig mærkelige kommentarer, som ingen hold har i virkeligheden – og hvor udtalelserne er så direkte groteske og stødende, at det ikke bør offentliggøres. Disse udtalelser kommer som oftest fra anonyme personer, så der ser jeg ikke noget problem i at slette det. Disse personer er ofte også betegnet som “trolls”.

Tag kampen op mod kritikken

Min bedste overbevisning er, at det kun er kujoner der sletter den dårlige kritik, istedet for at tage kampen op. Personligt ville jeg hellere se et kommentar-spor, hvor der bliver kritiseret på indlægget, hvorefter forfatteren tager kritikken til sig, retter til, eller forklarer at han er af modsatte holdning. Ofte kan det give anledning til et helt nyt indlæg.

Bør man droppe bloggen hvis man er bange for kritikken?

Du bør bestemt ikke droppe ideen i at få en blog, for det vil uanset kritikkens styrke altid være bedre, at den foregår på dit eget website, end ude steder hvor du ikke har kontrollen. Ikke dermed sagt, at du skal udnytte magten på din hjemmeside til at slette kommentarer, men du vil hurtigere kunne reagere på kritikken, før den spreder sig alle andre steder hen.

HP skandalen

Sletter du en kommentar på din blog, og bliver det opdaget – så kan konsekvenserne være ret fatale. Hewlett Packard (HP) begik den fejltagelse da de startede med at blogge, og det ville vedkommende der lagde en kommentar ikke finde sig i, skrev et blogindlæg om skandalen, og det bredte sig hurtigt rundt på hele internettet. Så meget, at HP måtte gå ud og undskylde og beklage det hele.

Jeg mener vi bør tage debatten op, hvorvidt troværdigheden holdes intakt i hele bloggingsfæren – og sørge for at alle bloggere overholder en vis form for etik og moral. Vi kan bare ikke vide det – da blog-ejeren selv styrer kommentar-udgivelser, og ikke den der giver kommentaren.

  • Bør vi måske få udviklet et WordPress plugin der kan låse administrators rettigheder til at slette kommentarer?
  • Bør vi måske få udviklet, så kommentarer styres af eksterne tjenester ? Findes dog allerede, men skal vi få det udbredt ?
  • Eller mener du at troværdigheden faktisk er helt okay i den danske bloggingsfære?

Filed Under: Online Strategi Tagged With: blogging, etik, moral, troværdighed

17. juni 2009 by Brian Brandt 8 Comments

Drop SEO og Konverteringsoptimering og fokuser på indhold

Der har i lang tid været snak om hvor vigtig søgemaskineoptimering (SEO) det er, og seo-eksperterne har været meget synlige i debatten og fået overbevist de fleste personer der arbejder med ting online om, at du skal fokusere på det. Det er forståeligt, for der er meget at hente.

Nu er konverteringseksperterne så begyndt at melde sig ind i kampen. De vil have os alle til at analyse alt den trafik som vores SEO indsats har givet os. Man skal nu til at “tagge” alle links i vores nyhedsmails og annoncer rundt på internettet. Vi skal have sat gang i Google Website Optimizer, så vi kan følge hvert eneste skridt vores besøgende tager – det kunne jo være de trådte ved siden af en enkelt gang eller to. I springet kan vi lige finde ud af, om vores knapper nu skal være grønne, røde eller sorte.

Opgave Overload

Det er i den bedste mening, at seo eksperter og analyse eksperter forsøger at hjælpe os – (for de ved at hjælpe andre, kommer ti-fold igen) – og det skal vi være glade for, da alle har brug for at blive klogere på disse områder.

Det der dog trigger mig er tids-perspektivet i dette. Ingen personer kan nå at udføre alle disse opgaver som eksperterne vil have os til. Analyse-guruen Avinash siger “Web Analytics: One hour a day“. Men det er jo bare opfølgning på alt trafikken, dertil kommer så alle taggingerne (er det et ord?) af links og banner-annoncer vi har hængende rundt om på internettet.

SEO eksperterne siger at vi skal linkbuilde alt det vi kan, ellers kommer vi bagud i søgemaskinerne. Er man knap så hård til at surfe rundt på internettet, så kan det hurtigt tage et par timer at få tilmeldt sit website bare 5 – 10 linkkataloger.

Hyr andre eller hold fokus på indhold

Du kan ikke selv lave alt dit søgemaskineoptimering og trafik-analyse. Det er der simpelthen ikke tid nok til, hvis du er alene på et projekt. Lad mig prøve at give dig et eksempel med tidsforbrug over en uge.

Du starter en webshop der sælger børnetøj. Du er alene om projektet. Dette skal du bruge tid på ifølge eksperter:

  • Indsætte nye produkter / billeder i webshoppen – 5 timer
  • Tage imod klager / fortrydelser – kundeservice – 8 timer
  • Sende varer – 5 timer
  • #SEO – Tilmelde dit website linkkataloger og linkbuilde (1 time om dagen) – 5 timer
  • #Trafik – Købe bannere / trafik  /affilliatehåndtering rundt om på nettet (1 time om dagen) – 5 timer
  • Tagge alle de bannere / køre dem sammen med Google Analytics – 2 timer
  • #Trafik-analyse – Analysere trafikken du får (1 time om dagen) – 5 timer
  • #GWO – Sætte Google Website Optimizer tests op – 2 timer
  • Implementere ændringerne fra GWO test – 2 timer
  • #Adwords – Optimere på sin Google Adwords kampagne (1 time om dagen) – 5 timer
  • #Facebook – Opdatere sin Facebook Fan Page med nyheder og gode tilbud – 3 timer
  • #Blogindlæg – Lave blogindlæg på sin blog (1 time om dagen) – 5 timer
  • #Forums – Hjælpe ud på diverse forums for anerkendelse (1 time om dagen) – 5 timer

Du kan godt se, at vi pludselig er oppe i 57 timer, og her er der stadigvæk ikke ret meget plads til optimering af sin webshop eller holde kaffepauser. Når man ikke er ret teknisk dygtig til ting på internettet, så vil SEO og trafikanalyse hurtigt tage meget længere tid end jeg skitserede.

Så er du alene om en webshop, så bliver du simpelthen nød til at hyre flere mennesker, outsource dine opgaver eller holde fokus på en ting.

Drop SEO og trafikanalyse og fokuser på indhold

Du skal ikke helt droppe SEO og trafik-analyse, men jeg synes du skal flytte fokus væk fra det – eller lade andre tage over.

Det du dog skal gøre, er at få din webshop / hjemmeside sat korrekt op angående SEO, og du skal derefter sørge for at du holder statistik på din side, eksempelvis at du installerer en Google Analytics kode på din side. Så kan du nemlig altid når du får tid og lyst gå ind og se statistikker og prøve at optimere ud fra det.

Når alt det er sat korrekt op, så drop fokus på det og sørg for at få noget indhold skubbet ud over kanten. Start en blog og skriv en masse indhold. Jo mere indhold du har på din side, jo mere kan søgemaskinerne finde og jo mere indhold kan dine besøgende finde.

Det vigtigste

Hold fokus på at have et skarpt koncept som folk gerne vil anbefale til andre, så skal trafikken og indgående links nok komme til din hjemmeside.

Filed Under: Online Strategi Tagged With: konvertering eksperter, seo, seo eksperter, søgemaskineoptimering, trafik-analyse

  • « Previous Page
  • 1
  • …
  • 29
  • 30
  • 31
  • 32
  • 33
  • …
  • 35
  • Next Page »

Seneste indlæg

  • 5 værktøjer jeg bruger i min online marketing
  • Hvad er min virksomhed værd?
  • Få dit barn til at lære via ipadden med Osmo
  • Jeg har splittestet Viabill og resultatet er skræmmende
  • Kaster du også penge ud af vinduet?

Underkategorier

  • Iværksætter Generelt
  • Ledelse
  • Læserspørgsmål
  • Nyheder
  • Sociale Medier
  • Webanalyse
  • WordPress
  • Affiliate marketing

Evergreen indlæg

  • Excel som billigt regnskabsprogram
  • Regnskabs føljeton - lær alt det basale
  • 10 trin til flere besøgende
  • Lynkur
  • Hvordan man får en billig webshop

Andre ressourcer

  • Forside
  • Om Brian Brandt
    • Mine projekter
    • Online Marketing Rapporter
  • Kontakt Mig

Copyright © 2026 · Generate Pro on Genesis Framework · WordPress · Log in