
Der kan drages mange ligheder mellem at bygge et hus, og lave din online marketing. Det er bestemt ikke nemt at bygge et hus, men holder du dig til en god plan, og har en entreprenør der kender hele processen, bliver det straks en væsentlig nemmere opgave.
Jeg vil med denne artikel, sidestille et nyt hus projekt, med et online marketing projekt. (om end jeg ikke mener du kan lave en online marketing kampagne – det bør være en løbende kontinuerlig proces).
Den perfekte grund
Det første du skal gøre, før du overhovedet går i gang med at bygge, er at finde grunden du skal bygge på. (Ok, nogle vil mene en tur i banken – men så kunne vi ligeså godt gå helt tilbage til, at du også først skal fødes :-)).
Det er vigtigt, at den grund du køber ligger et godt sted og passer til din budgetramme og ønsker til størrelse og funktion af hus.
Overført til online marketing, så er det her, du undersøger om du har et marked for dit produkt eller service. Du kan have verdens bedste produkt, det bedste team og det mest optimale website – men sælger du handsker til folk med 12 fingre, så er markedet nok bare for småt, til at du nogensinde ville kunne tjene penge på det.
Du skal ud og undersøge målgruppens størrelse og købelyst – det er langt nemmere at afdække et behov, end at skulle skabe behovet.
Fundamentet
Et hus uden et ordentligt fundament, skal du ikke forvente holder ret lang tid. Du skal have støbt et fundament der kan understøtte størrelse og funktion af dit nye hus.
Overført til online marketing, så er fundamentet dit website. Du bør have dit website som omdrejningspunkt i din online marketing. Din indsats bør fokuseres på, at drive besøgende ind på dit website, og så er det der du styrer kunderne i mål med salg eller kontakt. Husk, at salgsprocessen sjældent starter på dit website – det starter i de sociale medier, søgemaskiner eller et helt 3. sted.
Du bør også gøre dig nogle tanker om, hvilket CMS du vil arbejde med og om du skal have et mobilsite, eller gøre det responsive. Det sidste er helt klart i min bog at foretrække, med mindre du kan finde en rigtig god undskyldning for ikke at gøre det.
Et godt solidt website, der har et fundament gjort klar til salg, er et krav for hvilken som helst online marketing indsats.
Murene / grundpillerne
Du skal have nogle solide mure, der kan holde et tungt tag og sørge for at holde kulde og blæst ude af huset. Mursten er at foretrække, men træhuse kan også gå an.
Overført til online marketing, så skal du have dine værdier og målgruppe på plads. Det er pinedød nødvendigt at kende din målgruppe – de er dine kunder, og det er hos kunderne indtægten ligger. Ved at have et dybdegående kendskab til dine kunder, ved du præcis hvilken type online marketing du skal foretage dig.
Husk, at det er kunderne der ved hvad de vil have – ikke dig eller din chef.
Taget
Et hus fungerer ikke uden et tag. Det er det der ligger låg på alle rammerne og binder hele huset sammen. Uden et ordentligt tag, bliver regnvejrsdage noget elendigt møg og om sommeren kan du ikke se din computerskærm pga solen.
Overført til online marketing, så skal du stille det rigtige hold, der kan støtte dig i din indsats og holde styr på alle detaljerne i din online marketing. Et par gode erfarne personer indenfor online marketing, vil kunne se din hele huset (kampagnen) fra toppen og bevare overblikket. De vil vide hvor indsatsen bør ligge og du kan undgå de værste faldgruber der ligger derude og venter.
Inventaret
Et hus skal have et funktionelt køkken, en god stor stue, fungerende toiletter og soveværelser med skabe og senge. Alt inventaret kommer fra forskellige brands og kommer til at have vidt forskellige funktioner.
Overført til online marketing, skal du have fat i de helt rigtige værktøjer, der matcher dit behov og ønsker om funktioner. Det er alt lige fra de sociale medier (som i mine øjne bare er værktøjer) og nettjenester til programmer du installerer på din computer.
Hvilke værktøjer du skal bruge, afhænger selvfølgelig en del af dit behov, og ikke mindst i hvilken branche du er i. Nogle ting finder jeg dog som nødvendige, og kort opsummeret er her en liste over værktøjer, jeg næsten dagligt benytter.
- Google – den rigtige søgning kan afsløre ufattelig meget, både om dit eget website, konkurrence og kilde til inspiration
- Excel – et ufattelig vigtigt værktøj i min hverdag, når tal skal sammelignes og opstilles for overskuelighed. Du kan også bruge Googles Regneark – men til mit behov, er Excel nødvendigt. (Tag eventuelt et gratis Excel kursus her)
- Medieovervågning – du skal vide hvad folk siger om dit produkt eller din service. Google Alerts kan i de fleste tilfælde være nok – arbejder du mere professionelt, skal du have fat i ordentlig overvågningsværktøjer.
- Google Analytics – et værktøj til at overvåge hvad dine besøgende laver på dit website. Du kan bruge andre analyseværktøjer – det er bare vigtigt du måler hvad der sker på dit website.
- Facebook, Twitter, LinkedIn, Instagram og Pinterest – du skal ikke være på dem alle, men jeg synes du skal udforske mulighederne på det sociale medie, der passer bedst ind i din virksomhed.
Sørg for at fylde de rette værktøjer / funktioner ind i dit hus, dem der matcher din stil og ønsker til funktioner. De kan spare dig for meget tid og samle den rette mængde data, så du kan træffe de rigtige beslutninger.
Huset er klar – men aldrig færdigt
Nu står huset klar til at flytte ind i, men det bliver aldrig helt færdigt. Hvis du allerede er husejer, så ved du, at der altid kan gøres lidt ekstra. Der kan komme lidt flere nipsting i vindueskarmen, nye malerier på væggene, malet et børneværelse eller lignende. Det samme gør sig gældende med din online marketing – det er en løbende proces.
Du skal konstant udforske nye muligheder for markedsføring – finde ud af, hvordan du kan tiltrække flere af de rette besøgende. Nu er grundplanen lagt, følg den så vidt muligt, men lad være med at afgrænse dig selv.