Skrevet i 2009, opdateret i oktober 2026. Mine egne erfaringer står, som de var. Regler, værktøjer og tal er tjekket igen.
Det at blogge var i starten kun IT-nørder der havde god kendskab til internettet. Da jeg skrev det her i 2009, var det blevet en kæmpe industri i sig selv, og internettet boomede med blogs, da det nu var muligt at komme ud med alle sine små nicher, fx en blog om de reklamer man kører ud med, blog om livet i Vilnius, en blog med Windows tricks eller hvordan man laver gode billeder til en webshop.
Corporate blogging
Corporate blogging var ikke et nyt udtryk i 2009, men heller ikke så udbredt i Danmark. Det var stadig nogle få virksomheder der benyttede sig af det, og Arla var måske de første, som officielt meldte ud at de bloggede og fik den største opmærksomhed omkring det. Det var mest de mindre virksomheder der benyttede sig af det. De fik muligheden for at give deres virksomhed et mere personligt præg, og være mere imødekommende overfor besøgende og kunder. Fx Kjers Kommunikations blog der fortalte om hans forretnings historie, fra start og frem til slut. Det gav et billede af hans virksomhed, og de kunder der blev tiltalt af hans historie, var netop også de kunder som Kjers Kommunikation gerne ville arbejde med. Jeg har også interviewet Hans Stokholm Kjer om, hvordan han startede virksomheden.
Blogging skaber tillid til kunden
Mange virksomheder vælger også at blogge, for at dele ud af deres store viden, og den vej igennem skabe en større tillid til kunden. Fx M4M kommunikationsbureauet’s blog, der dengang jævnligt skrev om alt inden for reklame og marketing. Det samme gør mange af de søgemaskineeksperter der efterhånden findes i Danmark. De deler gladelig ud af deres erfaring og store viden inden for deres områder. De ved godt at folk ikke bare lige kan kopiere deres erfaring og ekspertise. Ved at dele ud af den, skaber de en loyal tillid til kunden, samt en tryghed om, at det er de rette folk de går til. Den tillid er nem at miste igen, hvis du fx sletter de kritiske kommentarer.
Blog kun hvis du kan sige noget interessant til læseren
Det at have en blog gør mange ting for dit website. Det gør den endnu mere dynamisk og du vil sikkert få en masse nye besøgende. Folk vil vende tilbage til bloggen, specielt hvis du har noget at tilbyde. Man skal nemlig ikke blogge hvis du ikke har noget at fortælle, som dine besøgende eller kunder ikke kan bruge til noget. Men kommer du med gode råd, trends, nyheder og andet interessant, vil det skabe opmærksomhed og du vil få folk til at besøge din forretnings webshop eller website. Mange vil komme fra søgemaskinerne ind på bloggen, læse noget interessant, og hvis det fremgår tydeligt, hoppe videre meget målrettet til din webshop eller website og næsten allerede være klar til at købe.
Start ikke en blog af pligt
Da jeg i juni 2009 holdt foredrag om blogging som markedsføring på International Business College i Kolding, var det en af mine pointer. Ofte starter virksomheder en blog fordi de føler sig forpligtet til at gøre det, men glemmer at holde den opdateret og udnytte potentialet.
I foredraget viste jeg mulighederne med blogging, et par strategier der kan forøge ens brand-værdi og eksempler på blogs der gav resultater direkte på bundlinien. Fællesnævneren var, at de blev holdt ved lige og skrev om noget, læserne kunne bruge.
Hurtig indeksering i Google
Dengang jeg skrev et indlæg om dagen, nogle gange 2 eller 3, kom Google’s indekserings-søge-robot fx forbi min blog ca. 2 gange om dagen. Det gav et opdateret indhold, og det så jeg som et stort plus.
Dengang kunne man også pinge Google, hver gang man skrev et indlæg (at pinge betød at du sendte en lille besked til Googles server om, at du havde lavet et nyt indlæg). Den mulighed har Google lukket ned i 2023. I dag fortæller du Google om dine indlæg med et sitemap, som du indsender i Google Search Console eller henviser til i din robots.txt. Bruger du WordPress, laver det selv et sitemap til dig.
Men vil du have mange besøgende, kræver det lidt mere end bare at smide tekst ind på en blog. Du skal ud og være aktiv på andre blogs, ud og kommentere. Og så skal du skrive nogle gode artikler som folk gerne vil linke til. Rundt om i blogging miljøet siger man, at Indhold er Konge (content is king). Det vil sige, at skriver du en rigtig god artikel, er der stor sandsynlighed for, at andre bloggere vil henvise til den artikel. Og det er når man snakker søgemaskineoptimering, god link værdi til din blog.
Reklamer på din blog
Du skal helt sikkert ikke smide adsense reklamer på din blog. Det er jo dumt at få folk til at klikke væk fra din blog når du nu har dem inde på dit website. Du skal sørge for at få dem sendt videre til din webshop eller website, hvor de kan genere et salg eller større interesse. Det er også det som skal være hovedformålet, at videresende trafikken til dit ”hoved” website, så det skal du forsøge at optimere din blog til. Det kan gøres igennem masser af direkte links og nogle flotte bannere. Det vil også se meget uprofessionelt ud at have Adsense reklamer på ens website.
Tilmeldinger til dit nyhedsbrev
Du har også muligheden igennem en blog, at få folk til at tilmelde sig dit nyhedsbrev. Det er nemt at integrere i en blog, og det er efterhånden accepteret rundt om i blog miljøet at tilmelde sig et nyhedsbrev.
Husk at du skal have modtagerens samtykke, før du sender markedsføring på mail. Det står i markedsføringslovens § 10, og Forbrugerombudsmanden har en vejledning om spamforbuddet. Samtykket skal gives på forhånd, og det skal være let og gratis at afmelde sig igen. Vil du have flere med, har jeg skrevet om et simpelt trick til at få flere tilmeldte til nyhedsbrevet.
Hvordan får man en blog
Der findes et utal af forskellige måder at få en blog på. Du kan tilmelde dig en af de gratis tjenester: blogger.com (fra Google) eller WordPress.com. Dem vil jeg dog ikke anbefale, ikke til virksomhedens blog. En personlig blog om dine stueplanter eller grønlandske sweatere er de gode nok, men når det er til en virksomhed, vil jeg anbefale at du kontrollerer al din kode og webhotel selv. Du kan rimelig hurtigt komme i gang med en blog, alt det kræver er et webhotel med PHP og en database, lidt ftp kendskab og måske en smule kendskab til hvad dine databaser hedder (information som webhotel udbyderen som regel sender med den første email).
Jeg vil anbefale dig at bruge WordPress blogging platformen, da det er det mest udbredte i verden og der findes et utal af forskellige udvidelser (plugins), der kan gøre det meget nemmere for dig at blogge. Ifølge W3Techs kører 39,6 procent af alle websites på WordPress i oktober 2026.
Design på ens blog
Kan man ikke overskue at skulle installere en blog, findes der mange webdesignere som tilbyder at oprette en blog for dig. Det er også muligt at få samme design linie på ens blog, hvilket jeg anbefaler man gør, da det giver en helhed og genkendende effekt for den besøgende. Det benyttede Arla sig også af på sine blogs dengang. Det er som regel også nemmere for webdesigneren eller dig selv, da man derved har billeder og idéerne til designet på plads.
Start blogging
Hvis du nu er blevet inspireret til at blogge, så synes jeg ikke du skal holde dig tilbage. Tænk dog over hvad det indebærer, har du tiden til at holde den ved lige. Kan du skrive et indlæg om din branche et par gange i ugen. Ønsker du en tæt kontakt til dine kunder og besøgende.
Du kan være i gang i løbet af få timer, men det kræver et lille stykke tid at blive helt fortrolig med bloggingmiljøet. Men når det er på plads, er mulighederne med en blog evigt store.
1 kommentar
Hej Brian
Det lyder som et rigtitg spændende foredrag, og jeg kan kun anbefale at man tilmelder sig.
Kommentarfeltet er lukket. Fang mig på LinkedIn i stedet.