Det er med stor fornøjelse, at jeg kan præsentere et indlæg om brevforsendelser hos Post Danmark – skrevet af Casper Schneidereit. En sokkesælgende energibombe, med hovedet fuld af kreative ideer – men også med en voksende erfaring i ehandel, og derfor er han den rette mand til at skrive om netop dette emne. Læs videre – der er guldkorn!
Mit navn er Casper Schneidereit, og jeg har fået lov til at udgive dette indlæg om brevforsendelser hos Post Danmark på Brians blog. Til daglig arbejder jeg med min egen webshop hvor jeg sælger sokker. Dette indlæg er skrevet på baggrund af de erfaringer jeg har gjort mig.
Jeg vil stille skarpt på Post Danmarks brevforsendelser, herunder priser, betingelser og fordele/ulemper. Grundlæggende er der følgende muligheder: A-Post og B-Post. Der er også et produkt som kaldes C-post / Erhvervspost, men det er ikke direkte interessant for den mindre og mellemstore webshop.
Grundlægende om breve i forhold til pakker
Breve er ikke forsikrede, men det er pakker. Der er ikke nogen track’n’trace kode til breve, så hverken du, kunden eller Post Danmark kan spore din forsendelse, når den først er afleveret på enten posthuset eller i en postkasse.
Bliver et brev væk, kan du lave en efterlysning, men du bliver ikke kompenseret for noget tab. Det er dit ansvar, at kunden får de bestilte varer, også selvom det er Post Danmark, som har smidt forsendelsen væk. I tilfælde af at forsendelsen er forsvundet, skal du derfor sende nye varer af sted for egen regning. Det kan derfor ikke anbefales at sende computerudstyr, iPhones, dyre smykker el.lign. som brev.
For mit vedkommende kan det godt betale sig at løbe den risiko, da der er mange penge at spare. Også selvom en forsendelse eller to bliver væk fra tid til anden.
Hvad gør jeg for at minimere risikoen for at mine forsendelser forsvinder i posten?
Jeg sælger sokker, og det står meget tydeligt, når man får forsendelsen i hånden. Det frister forhåbentlig ikke særlig mange, og dermed er det mindre attraktivt at stjæle. De forsendelser jeg afleverer på posthuset, smider jeg bevidst bagerst i buret. På den måde er det umuligt, eller i hvert fald svært, for andre kunder at stjæle mine forsendelser fra buret.
Nogen siger de oplever at flere forsendelser forsvinder i ferietiden pga. knap så loyale afløsere hos Post Danmark. Dette har jeg personligt ikke selv observeret, men det virker plausibelt nok.
Når et brev bliver væk
Personligt laver jeg en efterlysning hver gang. En gang i mellem dukker brevet op, andre gange ikke.
Kunderne henvender sig typisk efter ca. 4 dage, og spørger hvornår de modtager deres sokker. Når det sker, gør jeg tydeligt opmærksom på, at sokkerne er sendt som brev, og ikke som pakke. Mange kunder får leveret sokkerne til deres arbejdsplads, hvor receptionisten sorterer forsendelserne. Nogle virksomheder har et bur til pakker, og et andet til breve. Hvis kunden blot tjekker virksomhedens pakkebur, ja, så vil der jo ikke være nogen sokker. Flere gangen er manglende levering blevet løst ved, at jeg gjorde kunden opmærksom på forsendelsesmetoden. Ellers sørger jeg for at der bliver sendt en ny omgang sokker afsted, og tjekker selvfølgelig op på om adressen er korrekt, og spørger om der eventuelt kan være forvirring med skiltningen på postkassen / bopælen.
Frankering eller frimærker
Der er to forskellige måder at betale for brevforsendelser på. Faktisk er der flere, men for den mindre og mellemstore webshop er det i praksis irrelevant. Du kan enten betale via frimærker eller med frankering via en frankeringsmaskine. Den eneste forskel i forhold til Post Danmark er prisen. Portoen er billigere, når du betaler med frankering kontra frimærker. Men her skal du tage højde for dels anskaffelsessummen for frankeringsmaskinen, og dels de ekstra drift omkostninger der er til frankering (tryk, vedligeholdelse, labels). Personligt betaler jeg ca. 0,91 kroner pr. frankering oven i portoen til Post Danmark. På store (tunge) forsendelser kan det sagtens betale sig, men på de mindre er der ikke meget at hente.
Prisen på et B-brev på 50g med frimærker er 6 kroner. Et tilsvarende B-Brev, 50g, med frankering koster 5,15 + 0,91 kroner – (pr. august 2012). Her er det altså en dårligere forretning at benytte frankeringsmaskinen kontra frimærker, når du kigger på den samlede udgift til forsendelsen. Det er også en lidt langsommere arbejdsgang at bruge frankeringsmaskine i de tilfælde, hvor der tilsvarende kun skal påsættes et frimærke.
Omvendt er det typisk en del penge at spare på de tungere brevforsendelser. Et B-brev på 1,5 kg er ca. 10 kroner billigere at betale med frankering kontra frimærker (alle udgifter medregnet).
Ud over det så synes jeg personligt, det er mere professionelt at benytte frankering, hvor du også har mulighed for at trykke logo eller tekst på forsendelsen.
Maxibrev, storbrev og standardbrev
For noget tid siden afskaffede Post Danmark maxi- og storbrev formaterne for forsendelser betalt med frimærker. Det havde grundlæggende noget at gøre med de fysiske dimensioner på forsendelsen. Der er dog stadigvæk maxi- og storbrev, når du sender via frankeringsmaskine, hvilket godt kan skabe lidt forvirring.
Du kan se billedet, der beskriver de forskellige dimensioner her (sakset fra Post Danmarks egen PDF fil):
Det er værd at bide mærke i, at en brevforsendelse har nogle øvre grænser for fysiske dimensioner. Men der er også en nedre grænse på 14 x 9 cm. Du må altså ikke bare sætte et frimærke på en engangslighter og sende den af sted 🙂
B-Economique og A-prioritarie
Er der ikke andet angivet på brevet, så er det pr. automatik A-Post. Skriver du et lille B med kuglepen, så bliver det behandlet som B-Post. Der er dog den krølle, at sender du til udlandet som A-Post, så skal det angives på brevet.
På Posthuset kan du få udleveret ruller med henholdsvis A-Klistermærker og B-Klistermærker. Personligt bruger jeg altid de store blå A-prioritarie klistermærker, når jeg sender som A-post, også selvom det ikke er nødvendigt. Jeg synes bare, der er en god signalværdi i det. Omvendt benytter jeg mig som regel ikke af B-Economique klistermærkerne, men bruger i stedet en mere anonym “B-Economic” tekst, som min frankeringsmaskine kan trykke.
I min sokke butik bliver der automatisk udregnet en fragtpris baseret på indholdet i kurven. Såfremt kunder køber for mindre end 300 kroner, som udløser gratis fragt, bliver fragtprisen opkrævet af kunden. Prisen bliver beregnet ud fra taksterne på A-Post. Alle forsendelser under 300 kroner bliver derfor sendt som A-Post. Ryger forsendelsen op over 300 kroner, og jeg derfor selv skal betale for fragten, så bliver sokkerne sendt som B-Post, dog med en række undtagelser som jeg kommer ind på senere.
Jeg kunne godt sende de mindre forsendelser (under 300 kr) som B-post, men der er for det første meget mindre at spare, og jeg vil gerne “motivere” folk til at handle for over 300 kroner. Dette er blevet løsningen for mig (i øvrigt noget som jeg har eksperimenteret rigtig meget med), selvom det måske kan virke som en lidt absurd løsning :-).
Hvornår kommer mine breve frem?
Det afhænger af flere faktorer. A-post kommer som udgangspunkt næste arbejdsdag, hvor den for B-Post hedder 1 – 3 dage.
Sender du til udlandet kan du finde den forventede leveringstid på Post Danmarks hjemmeside. Bemærk at for lande udenfor EU, angives leveringstidspunktet til hvornår forsendelsen er i landet, og ikke hos modtageren.
Som nævnt bliver A-Post som udgangspunkt leveret næste arbejdsdag. Breve kan afleveres både i postkasser og på Posthuset. På postkasserne står et tidspunkt for, hvornår de senest skal afleveres for at de kommer med i næste dags omdeling (du kan også se det på Post Danmarks hjemmeside). Dette tidspunkt kan godt være efter Posthuset er lukket. F.eks. har vi en række postkasser i Nykøbing Falster, som bliver tømt 19:30 på hverdage (Posthuset lukker 17:30). Afleverer du et brev kl. 19:00, ryger det med til omdeling næste dag. Min erfaring er, at der normalt er 10 – 30 min ekstra at løbe på, alt efter hvor postkassen er placeret på postmandens rute (ham der tømmer dem).
Lørdagsomdeling og søndagsafhenting
Breve bliver omdelt om lørdagen uden ekstra omkostninger. Pakker skal derimod sendes som ekspres med lørdagsomdeling, hvilket er en tillægsydelse, der skal betales for. Postkasser bliver som regel også tømt søndag aften, så posten kan komme til levering om mandagen.
B-Post leveringstid
Leveringstiden på B-post i Danmark er 1 – 3 dage. Det som jeg synes er interessant, er hvor stor en del af mine B-breve der kommer frem efter henholdsvis 1 dag, 2 dage og 3 dage. Det har jeg ikke noget entydigt svar på, men min mavefornemmelse siger over 60 %.
Hvornår har Post Danmark mest travlt?
Jeg har spurgt Post Danmark kundeservice, og svaret er Kundeservice: Der er ikke nogen mest travle perioder med posten mere, kun omkring d. 1 i måneden . Med andre ord er der den gennemsnitlige længste leveringstid på B-breve, typisk i starten af måneden.
Julehandel
Post Danmark har som så mange andre ekstra travlt op til jul. De plejer at melde en dato ud for, hvornår man senest skal sende sin post, for at være sikker på den kommer frem inden juleaften. 3 dage før denne dato sender jeg konsekvent alle mine sokker som A-brev, for at være helt sikker på kunderne har det inden jul.
Afrunding
Jeg håber du kunne bruge det til et eller andet :-). Del gerne dine erfaringer i kommentar feltet, og har du spørgsmål kan du også stille dem der.