Jeg havde egentlig sat mig for, at Facebook, det var ikke for mig. Jeg havde travlt nok med andre ting, og de sociale medier havde jo ikke den store betydning. Hvor tog jeg da fejl!
For en lille måneds tid siden, skrev min storebror til mig, at jeg skulle få oprettet en profil på Facebook, så jeg kunne se de billeder han havde taget imens han var i Canada. Okay tænkte jeg, det tog jo kun en 10 minutters tid og jeg ville jo gerne se billeder af min storebror, som nu har været i Canada en 7 – 8 måneders tid.
Det blev starten til en eksplosion af mails fra Facebook. Ikke fra Facobook som sådan, men fra en masse af fortidens venner og bekendte. Pludselig er man igen venner med alle og skal til at snakke om gamle dage, med folk man ikke har set i 6 – 7 år.
Denne måneds tid har jeg overhovedet ikke selv aktivt gået ind og ledt efter bekendte, men alligevel er jeg oppe på over 40 – 50 venner til min profil. Jeg er med i flere netværks, som jeg ikke selv har opsøgt. Jeg er blevet meldt til et utal af mærkelig tiltag på Facebook og er nu blevet en SuperPoker.
Tænk hvis jeg gik aktivt ind i søgningen, hvis jeg gik aktivt ind og reklamerede på Facebook, som jo består af flere millioner mennesker, bare i Skandinavien. Man kunne jo vokse sig enormt, bare på Facebook. Det kunne jo være vendepunktet i en mindre forretning, hvis man fik lavet noget, som gik ud til alle brugerne.
Jeg tror ikke vi kan undvære Facebook, og jeg tror på, at der i de sociale medier ligger uanede muligheder. Det gælder bare om at komme først, eller få forbedret nogle af de funktioner der allerede er populære.
Om jeg kan undvære Facebook… indtil videre ja!