Jeg laver en del gennemsyn af websites, og ser nogle af de samme fejl optræde igen og igen. Jeg har samlet 4 af de “dødssynder” sammen her og prøver at komme på mine ideer til hvad du kan gøre for at rette op på dem.
1 – Intet søgeresultat fundet
Generelt har alle websites en elendig søgefunktion. WordPress er ikke nogen undtagelse hvis du tror det. De fleste søgefunktioner på en hjemmeside er søgeords-specifikke – forstået på den måde, at den udelukkende leder efter det søgeord den besøgende har søgt efter. Det er som regel bare ikke nok, hvis du har en meget informationstung side, eller en webshop med rigtig mange produkter. Din søgefunktion burde kunne klare stavefejl, synonymer og gerne have en “search as you type” funktion.
Det kan være du har en elendig søgefunktion og du allerede ved det. Hvad gør du så? Du skal i hvert fald ikke præsentere folk for en tom side, der bare står “Intet søgeresultat fundet”. Hvis du kom ned i en fysisk butik og spurgte ekspedienten om noget, forvente at få et svar : Det har vi ikke – hvorefter ekspedienten forlader dig igen. En rigtig ekspedient ville da enten spørge ind til hvad du virkelig mener, eller vise dig et alternativ til den vare du søgte.
Derfor, hvis dine besøgende ikke finder noget på deres søgning, så præsenter relaterede produkter til søgningen, eller måske en top 10 over mest søgte produkter. Endnu bedre, hvis din platform kan – giv dem 10% på en hvilken som helst anden vare. Det skal nok få dem til at købe noget.
2 – Side under konstruktion
Folk der besøger dit website har et formål, at finde det de søger. Hvis du har en “side under opbygning” uden indhold, hvorfor skulle folk så komme forbi dit website. Hvorfor skulle de vende tilbage? En side under opbygning uden indhold er fuldstændig ligegyldig og er så egocentreret som det kan blive på internettet. Bauhaus bygger da heller ikke en kæmpe hal, og lader folk komme ind i en tom hal. Du går forgæves og bliver skuffet.
Til gengæld kan det være smart for Bauhaus at invitere til rejsegilde med pølser og fadbamser, da du så får mulighed for at møde folk og give dem et incitament for at komme igen. Det er hvad du på et website ville betegne som en god “coming soon” side. Det blev der skrevet en god artikel om ovre på Afdeling 18 den anden dag.
Vil du meget gerne have siden “under konstruktion”, så sørg for at stille et nyhedsbrev eller andet til rådighed – ingen grund til at lade dine besøgende gå forgæves.
3 – Tomme fejl sider
Websites er blevet væsentlig mere kompliceret i dag, end den gang alt bare var i html filer. Det har også bragt en masse ekstra udfordringer med sig. Fejl sider. Udfylder den besøgende en formular forkert, kan der opstå en fejl. Ender de på en side der ikke eksisterer længere får de en fejl (typisk en fejl 404). Logger du på din netbank, er der næsten altid en fejl et eller andet sted.
Der kan ske fejl – det er trods alt mennesker der har programmeret de websites du besøger. Der hvor jeg ser flest fejl, er yderst elendige fejlbeskrivelser. Langt hen ad vejen kender programmøren godt fejlen, men får den ikke beskrevet. Så når den besøgende rammer ind i fejlen, kommer der ofte bare “Der er sket en fejl”. Andre gange ingen beskeder, bare en tom side.
2 ting bør gøres i denne situation. Den proaktive, hvor du hver dag tester dine vigtigste sider. Har du en webshop, så skal du igennem dit tjek ud flow. Har du et website, tjekker du din kontaktformular eller oprettelse af bruger funktion. Test jævnligt dine kritiske sider for at imødekomme eventuelle problemer.
Når fejlen så er sket, skal du gøre det muligt for folk at indsende en beskrivelse af problemet. Det er selvfølgelig ikke alle – men rigtig mange vil faktisk gerne hjælpe med at få rettet problemet, hvis du bare gør det nemt for dem. Giv dem eventuelt en gulerod for at gøre det. Fx, beklager fejlen – det er vores skyld, her er en kupon kode med 5% rabat.
Du må aldrig lade den besøgende tro, at det er ham der har lavet fejlen. I sidste ende er det din skyld, da du enten ikke har gjort det brugervenligt nok, eller fordi systemet ikke var bygget godt nok.
4 – Fortæl en ting, gør noget andet
Det er ufattelig hvor mange gange jeg bliver præsenteret for et link til noget mere information, og så skal jeg logge ind eller registrere mig for at komme til den information de i første omgang sendte mig til. Heldigvis har e-handelseksperter efterhånden fået banket ind i hovederne på webshop ejere, at det ikke er ok, at folk skal registrere sig før de køber.
Jeg ser dog stadigvæk rigtig mange steder, hvor du skal oprette dig som bruger, for at få lov til at stille et spørgsmål til en kundeservice. De værste, er hvor jeg vil stille et spørgsmål inden køb og så lige skal registrere mig selv først. Tænk hvis jeg gik ned i tøjbutikken, og for lige at få svar på om de har bukserne i min størrelse – lige skal udfylde navn, adresse, telefonnummer og email adresse. Farvel.
Overhold det du lover. Hvis du fortæller med et link, at her kan du finde svar på dit spørgsmål – så skal du levere svaret, eller et telefonnummer du nemt kan ringe til. Sender du folk videre til et produkt, så skal det være på lager, eller du skal fortælle hvornår det kommer igen – eller give en mulighed for at de kan indtaste en email og få svar så snart det er tilbage. Det er sådan set bare almindelig sund fornuft der skal til.