Søndag d. 2. september var jeg til et fantastisk kursus arrangeret igennem forummet Amino. Der var tilmeldt 12 personer, men vi endte på en 7 – 8 stykker, en fin lille forsamling, flere havde bare fordærvet mødet tror jeg.
Der var dømt hygge med fine lokaler, rundstykker, kaffe og kage, samt en rigtig god stemning blandt folkene.
Mødet var egentlig struktureret på forhånd, men rundstykker og kaffe gjorde det til en gang kaffesnak med tilfældige spørgsmål hen ad vejen. I hvert fald de to første timer, hvilket egentlig ikke gjorde noget, da det blev spændende og nemt at forholde sig til egne spørgsmål.
Indimellem fik vi et latterkursus af Thomas fra De lattergale, og det var en spændende oplevelse, lidt mystisk i starten, men det var virkelig befriende og ja, sjovt at få en masse grineflip.
Efter Thomas havde været på, fik vi en smule struktur på sagerne, og Marcel Fuursted begyndte at fortælle overordnet om google værktøjerne, Google analytics, Webmasterværktøjerne, Adwords og lidt Adsense. Han spyttede i med rigtig mange af hans erfaringer og tricks han kendte til, virkelig kræs for folk med en webshop der gerne vil optimere med SEO.
Resten af dagen gik faktisk med at udspørge Marcel om hvilke tricks der virkede bedst i forhold til andet. Nogle ting ønskede han ikke forlod rummet, så man følte sig helt privilegeret at være med.
Nogle få ting, som jeg dog kan remse op, hvis man skal have lidt ud af at læse dette indlæg er kort:
- Hvis man har en webshop, behøver man ikke at konkurrere med faste butikker på priserne. Når folk søger på nettet er det fordi de vil købe der.
- Allerede inden man opretter webshoppen er det en god ide at tænke SEO ind over. Hvad vil man med sin webshop? Vil man ligge i top 3 på google, eller vil man fylde alle 10 links på side 1 i google?
- Søgefunktionen i din webshop skal fungere optimalt. Dvs. hvis man søger på græsslåmaskine, skal den også finde plæneklipper.
- Læs googles guidelines, der findes masser af gode råd til hvordan man optimerer ens website.
- Geografisk visning igennem Adwords fungerer ikke særlig godt. Dvs. folk der sidder i Nordjylland kan sagtens have en IP i Sverige og derved får de ikke vist annoncer om fx softicemaskiner i Nordjylland som de egentlig burde.
Det var bare nogle af de få ting som Fuursted kom ind på og jeg kunne blive ved i flere timer, men det er egentlig ikke helt relevant for denne blog.
Jeg er i hvert fald 100% klar næste vi får stablet noget på benene, som jeg er sikker på sker, da mange har vist interesse inde på amino om emnet.
Jeg takker alle der var med for en rigtig hyggelig dag.
Skriv et svar