Skrevet i 2015, opdateret i oktober 2026. Mine egne erfaringer står, som de var. Regler, værktøjer og tal er tjekket igen.
Du kan automatisere din online markedsføring så meget, at du (næsten) kan læne dig tilbage og lade systemet klare det hele for dig. Dette indlæg skal handle om autoresponders og automails.

Send email ude i fremtiden
Du er sikkert bekendt med, at et nyhedsbrev kan sættes op til at sende ud i fremtiden. Mine "ClickMail" nyhedsbreve, som udkom hver uge, havde jeg ofte skrevet på forhånd og sat til at udgive på et bestemt tidspunkt ude i fremtiden.
Her skal vi i stedet prøve at kigge på automails eller autoresponders.
Jeg vil her prøve at give dig en lang række eksempler på, hvad der rent teknisk er muligt at sætte op. Det kræver selvfølgelig noget forarbejde, at få automatiseret din markedsføring, men når det først kører, så er det på autopilot.
Først skal vi lige igennem en række steps, så kommer eksemplerne.
Step 1: det rigtige email system
Du skal bruge et email system, for automatiseringen vil være en del af din email (nyhedsbrev) strategi. Bruger du et indbygget nyhedsbrev modul i dit hjemmeside / webshop system, så tjek om det kan sende automatiske mails. Mange af de simple moduler kan ikke.
Bruger du til gengæld fx Mailchimp, så er dette teknisk muligt at sætte op. Læs dog det med småt: Mailchimps gratis plan har ikke automatiseringer med. Det kræver en betalt plan, og den billigste (Essentials) giver op til 4 trin i et flow, mens Standard og Premium giver op til 200 flows (Mailchimps prisside, oktober 2026). De fleste mere avancerede nyhedsbrev systemer har de funktioner jeg kommer til at nævne. Står du og skal vælge, så har jeg skrevet om hvordan du finder det rette nyhedsbrev system.
Step 2: skaf tilmeldte til dit nyhedsbrev
For at dette system skal have det maksimale effekt, skal du sørge for at få så mange tilmeldt til dig nyhedsbrev som overhovedet muligt. Det er den første kunst.
Det kommer til at koste dig lidt. Du skal måske give en gratis gave imod at folk tilmelder sig. Du skal måske bruge affiliates og betale dem 10 kroner per tilmelding. Dine tidligere kunder skal også på listen, men kun dem der har sagt ja til at få dit nyhedsbrev.
I dette system skal du konstant sørge for en strøm af nye tilmeldte til dit nyhedsbrev. Når de tilmelder sig, ryger de nemlig ind i hele automateringsprocessen. Har du brug for flere, så se mit simple trick til at få flere tilmeldte til nyhedsbrevet.
Alt dette ligger forud for dette indlæg.
Step 3: nu begynder magien
Det er muligt i Mailchimp, at sætte automatiske mails op. Det hed "autoresponders", da jeg skrev det her, og i dag kalder Mailchimp det Marketing Automation Flows. Det vil sige mails der bliver sendt på tidspunkter du definerer. Det kunne fx være, at mail systemet automatisk skal sende en mail 24 timer efter de er blevet tilmeldt din nyhedsbrev liste.
Den giver vi lige en tænkepause.
Du skal altså ikke sidde og sende mails ud. Det gør systemet per automatik.
Betyder at du kan sætte dig ned og lave et grundigt stykke arbejde 1 gang, og så vil systemet selv sende alt dit arbejde ud til dem der tilmelder sig.
Her kommer en lang række eksempler på fede måder at gøre brug af automails / autoresponders. Her kommer min liste over autoresponders.
Automail om Trustpilot
Trustpilot kan selv sende en mail ud efter X antal dage til dine kunder, hvor de bliver opfordret til at anmelde dig på Trustpilot. Den gratis plan sender op til 50 automatiske invitationer om måneden, og de betalte planer starter ved 99 dollars om måneden (Trustpilots prisside, oktober 2026).
Har du flere ordrer end det, kan du ligeså godt sætte dit eget system op til at sende en automail, der beder om en anmeldelse. Så er abonnementet sparet.
Automail om dine bedste rabatter
En del webshops kører med fx studierabatter, mængderabatter, loyalitetsprogrammer og lignende. Lav en automail hvor du beskriver i detaljer hvordan den slags rabatter opnås.
Automail med dine bedst sælgende produkter
Du har altid en top 5 eller top 10 liste over nogle produkter som bliver solgt rigtig meget af. Måske sætter du også lige et par produkter på, du meget gerne vil have solgt, fx dem med størst avance.
Den liste kan du også automatisk sende ud til nye folk der har skrevet sig på din nyhedsbrev liste.
Har du et fleksibelt shopsystem, så kan systemet måske automatisk lave en liste over de mest solgte produkter eller måske mest sete produkter den seneste uge, og huske at sortere dem som IKKE er på lager fra, og indsætte de produkter i et nyhedsbrev, som automatisk sendes ud hver søndag eller mandag morgen.
Lav en kampagne med mange emails, fx 10 tips til bedre ehandel
Noget der kan give mange tilmeldinger til dit nyhedsbrev, er at lave en kampagne, hvor du sender noget til folk over en række dage.
Jeg havde selv for nogle år siden, en kampagne, hvor jeg gav 17 gode råd til online marketing. Det var der en tusind personer der tilmeldte sig. Mange af dem var stadig på min nyhedsbrev liste, da jeg skrev det her i 2015. De råd satte jeg op på 1 gang, og så kunne jeg ellers bare promovere at folk gratis kunne få de råd.
Send mails omkring fødselsdage
Har du folks fødselsdato, så sørg for at sende dem et godt tilbud, enten på deres fødselsdag eller i dagene op til. Mailchimp har fx fødselsdagsmails som en af sine automatiseringer.
Jeg var på Bones de 2 år op til 2015 på min fødselsdag, da jeg cirka 2 uger inden, fik et gavekort til en gratis middag, hvis jeg kom på min fødselsdag. Bones var et børnevenligt sted, gode ben og rimelige priser. Og med en gratis middag, så var vi sikre på at komme afsted.
Giv tilbagevendende kunder goodies
Få dit shopsystem til at holde øje med dine bedste kunder. Har du kunder der fx har købt mere end 3 gange, så send en email, at de får 15% på deres næste køb. Det er gode loyale kunder, sørg for at de fortsætter med at være det, og så belønner de dig ved at være dine bedste ambassadører. Jeg har skrevet mere om at opbygge den loyale kundebase og skabe mersalg.
Send evergreen indhold ud
Du har sikkert nogle meget populære indlæg på din hjemmeside eller blog. Nogen med masser af delinger på de sociale medier eller kommentarer.
Folk der tegner sig op til dit nyhedsbrev har sikkert ikke set de indlæg. Sørg for at give en kort beskrivelse af dem i en automail og du har nu en ekstra kilde til flere besøgende. Og måske flere delinger på sociale medier og flere kommentarer på indlægget.
Send mails via RSS feed
Det er muligt i en lang række email systemer, herunder Mailchimp, at have systemet sende en email til dine nyhedsbrev tilmeldte med dine nye indlæg fra din blog. Har du fx en WordPress hjemmeside, så har du også det man kalder et RSS feed.
Hver gang du udgiver et indlæg, så opdateres dit RSS feed. Den opdatering kan Mailchimp også se, og så udsender de et nyhedsbrev med dine seneste indlæg, dagligt, ugentligt eller månedligt, alt efter hvad du vælger (Mailchimp om RSS to email).
Automatiseret trafik, its awesome. (Udgiver du mange indlæg, fx hver dag, så kan det måske blive lidt overvældende for de fleste, så vælg en opsamling 1 gang om ugen).
The freaking awesome Mailchimp trick
Da jeg skrev det her i 2015, gav Mailchimp dig mulighed for, at indsætte et stykke kode (script) på din hjemmeside, hvor den automatisk kunne afsende mails, hvis en besøgende kom forbi en bestemt side på din hjemmeside. Tjek hvad dit eget mailsystem kan i dag, før du bygger på idéen. Selve idéen holder stadig.
Lad mig give et eksempel, som er mindblowing.
Du sender et nyhedsbrev ud. Jens Peter klikker sig videre fra nyhedsbrevet ind på din hjemmeside. Du har sat en regel op i dit mailsystem. Jens Peter besøger din side om rejser til Spanien og har brugt 2 minutter på et hotel side og set alle billeder fra hotellet. Det reagerer systemet nu på, og sender straks en mail ud til Jens Peter igen, hvori der ligger et tilbud med 10% på netop det hotel.
Det er kun Jens Peter der modtager tilbuddet og ikke andre. (Med mindre de også klikker sig ind fra nyhedsbrevet og ser hotellet).
Kan dit system sætte regler op, som kan trigge disse mails, så gør det for alle hoteller, og jeg garanterer dig, at dine nyhedsbrev tilmeldte begynder at booke.
Sæt dig lige 5 minutter og tænk over, hvordan sådan et scenarie kunne se ud for din hjemmeside. MINDBLOWING.
Automails når en vare er på lager
Har du en webshop, så løber du ind imellem tør på lageret for en vare. I stedet for bare at skrive at den ikke længere er på lager, så lav et felt, hvor folk kan indtaste deres email.
Du får så dit shopsystem til automatisk at sende en email når du ligger den vare på lager igen. Det gav en meget høj konverteringsrate i de shops jeg arbejdede med, skal jeg hilse og sige. Se om dit shopsystem har funktionen indbygget, eller om den kan tilføjes.
Forlod kunden din checkout? Få dem fluks tilbage
Hvis en kunde har været i gang med at finde en række varer, smidt dem i kurven og gået til checkout. Her udfylder de navn, adresse og email. Men de forlader uden at have betalt. Så har du deres email adresse.
Det kan du udnytte, hvis reglerne er på plads: send dem en email, hvor du spørger om der var noget der gik galt og om du kan hjælpe dem på nogen måder. Kan du sende dem direkte tilbage i kurven, eller endnu bedre, direkte tilbage til betalingssiden, så er du godt på vej til et salg i hus.
Pas på reglerne her. Forbrugerombudsmanden har slået fast, at du kun må sende en tabt kurv-mail, hvis kunden har givet et gyldigt samtykke til markedsføring efter markedsføringslovens § 10. Har kunden sat flueben ved nyhedsbrevet i checkout, tæller det først, når købet er gennemført, fx ved at trykke "Godkend og betal". Forlader kunden checkout før det, har du altså ikke et samtykke. Er kunden allerede tilmeldt dit nyhedsbrev med et samtykke, der dækker dine varer, så må du godt sende den mail (Dansk Erhverv om Forbrugerombudsmandens udtalelse).
Gensend nyhedsbrevet til dem der ikke åbnede
Det kræver lidt finurligt teknik, men sæt dit email system op til at sende en ny email til dem, som ikke åbnede det første nyhedsbrev. Sørg for at du får indsat et nyt emnefelt. De har jo ikke læst indholdet i første omgang, så at gensende det samme indhold sker der jo ikke noget ved.
Det er nok svært at automatisere 100%, men det tvinger lige det sidste juice ud af din emailliste.
Email kampagne efter hentet gratis udgave af ebog
Martin Thorborg var notorisk kendt for hans email kampagne med hans E-pusher bog. Her gav han cirka 50% af bogen gratis væk og satte så en autoresponder kampagne i gang. Efter cirka 5 dage fik du den første, som spurgte om "light udgaven" var god. Efter ca 10 dage gav han lige et ekstra gratis kapitel, for lige at fortælle, at der virkelig var value for money.
Efter en 25 til 30 dage, sendte han en automail, som gav 10% rabat på bogen og en masse ekstra goodies i form af ekstra bøger, kapitler fra populære bøger og lignende. Tilbuddet stoppede efter 4 dage. Da der var 3 dage tilbage, sendte han automatisk en email der fortalte, at der var 3 dage tilbage. Han sendte en mail når der var 2 dage. En email mere når der var 24 timer tilbage. Og til sidst en email, når der var 4 timer tilbage.
Rigtig mange blev sure og afmeldte sig hans email liste, men en ligeså stor del endte med at købe på baggrund af disse emails. Og med en bog til 1.875 kroner, så var han da ligeglad med at nogen afmeldte sig, så længe der var så mange der købte.
Autoresponders du ikke tænker over: ordrebekræftelse / ordre sendt
Har du en webshop, så har du faktisk allerede en række automails, du har bare ikke tænkt over det.
Din "ordrebekræftelse" og din "ordre sendt" mails er jo mails dit shopsystem automatisk sender. Se om du ikke kan løfte dem til et nyt niveau. Gør dem personlige og husk at få links med til fx din Facebook profil, Instagram konto og hvad du ellers har af sociale medier.
Inkluder også gerne et link til en nyhedsbrev tilmelding, for måske havde kunden fravalgt i checkout, at de ikke ville på nyhedsbrevet, men nu har ombestemt sig. Det kan give et par ekstra tilmeldinger.
Den type emails venter folk på, så de åbner dem og skimmer dem. Gør dine call to actions tydelige og du har folk i din hule hånd.
Du er nu tilmeldt nyhedsbrevet
Dit nyhedsbrevsystem sender som regel også automatisk en email ud, hvor folk får en bekræftelse på, at de nu er tilmeldt dit nyhedsbrev. Lad dem ikke slippe så let der. Sørg for at du har nogle call to actions i den email.
Send dem en rabatkode, send dem ind til de bedste produkter, send link til Facebook siden, giv dem noget de kan tage action på nu og her. Du kan lede dem derhen du ønsker det. De læser jo emailen.
9 kommentarer
Hej Brian. Super gennemgang. Specielt tricket med at sende en custom mail til folk der besøger specifikke sider, er super nice. Ved du om der er andre mailsystemer der kan det?
Jeg har ikke selv fået gjort så meget ved autoresponders, men har dog med inspiration fra Brian Dean opsat en responder, så når man tilmelder sig mit nyhedsbrev, sender jeg en “personlig” mail efter 30 minutter, som giver meget god respons. (Vil du se den, så må du tilmelde dig nyhedsbrevet? 🙂 og vente 30 minutter)
Tak, super inspirerende indlæg.
Jeg sender to automatiserede mails ud, efter tilmelding til mit nyhedsbrev. Første gang 5 dage efter tilmeldingen, hvor de har fået en gratis Guide. Her får de en gratis lydfil. Derefter igen efter 10 dage, hvor de får mulighed for at købe et onlinekursus med rabat. Det virker ret godt.
Din ide med at genudsende til dem der ikke har åbnet ved udsendelsen – det skal da bestemt afprøves 🙂
Fedt indlæg Brian. Man kan også sende automails og bede om flere oplysninger fra sine kunder. F.eks. deres børns fødselsdag, hvis man sælger børnetøj..
En super guide. Automails når vare er på lager er vel noget man skal have kodet? Det kan mailchimp da ikke sættes op til vel?
Jeg bruger mine bedste tidligere udsendte nyhedsbreve og kopierer dem ind i min autoresponderserie. Fx nyhedsbreve med produkter som er specielle og hjælper med at løse et praktisk behov. De konverterer rigtig godt og medvirker (forhåbenligt) til at nyhedsbrevsmodtagere åbner de næste mails fra mig for at se om der er flere spændende ting.
Rigtig fin gennemgang med gode eksempler at prøve af. Der røg den påske….
Du nævner Mailchimp, men har du testet andre systemer til autoresponders? Aweber har jeg hørt meget godt om. Campaign monitor’s autoresponder-del bliver også tit fremhævet.
Har ikke selv haft beskidte fingre med nogle af systemerne for nylig, men det er tid til snart at skalere op på den front – og det skal være med det rigtige værktøj.
Jeppe Blandt. Det var jo en super ide du kom med der.
Tak for den.
Hej Brian,
Godt indlæg.
Jeg er meget nysgerrig på det du skrev omkring at sende nyhedsbrevet afsted igen til dem der ikke har åbnet, med nyt emnefelt selvfølgelig.
Ved du, hvordan det kan lade sig gøre i Campaign Monitor?
Det er en lille smule mere bøvlet på Campaign Monitor end på Mailchimp. Men det kan sagtens lade sig gøre.
Du skal ind og lave et segment på din liste. Der kan du bare vælge “Specific campaign – Was not opened”.
Mailchimp har det bedste autoresponder system, med de mest avancerede funktioner (fx Goals er helt suverænt) – men Campaign Monitor kan også nogle tricks og har de vigtigste funktioner.
Aweber har jeg ikke arbejdet med siden nullerne, så der ved jeg ikke lige hvordan det arter sig.
Kommentarfeltet er lukket. Fang mig på LinkedIn i stedet.