I sidste uge, d. 1. december for at være præcis, blev de nominerede til SEMaward 2011 offentliggjort. Det satte, ligesom sidste år, lidt tanker i gang omkring hele konceptet hos mange. Det blev lidt udskældt sidste år, og et par stykker har gjort det i år.
Jeg er selv nomineret i Podcast genren for mit WordPress SEO whiteboard oplæg. Giv endelig en stemme, hvis du synes det var godt.
(Jeg var faktisk også nomineret for mit WordPress SEO indlæg på Thomas Rosenstands blog – det er dog fra 2009, og det stod som Rosenstand var forfatteren – det er taget ned nu efter jeg påpegede det).
Problemet med SEMaward
Jeg synes det er et rigtig godt initiativ som Rasmus Himmelstrup har stablet på benene – men jeg finder det uheldigt sådan som det er strikket sammen.
Problemet er måden som alle de nominerede er fundet. SEMaward har fundet en række “dommere”, som finder alle de nominerede. Det er meningen de hen over året skal gemme alle de gode indlæg de støder på – og så smide dem på den nominerede liste.
At de hedder “dommere” er for mig i første omgang uforstående, da alle skal ind og stemme på hvilket indlæg nu er bedst før der findes en vinder – men lad nu det ligge.
Problemet er bare, at det er en lille skare af mennesker, som nu kun følger de blogs de nu kan nå at følge med i – og ud fra Frank Hellerup Madsens udsagn her (en af “dommerne”), så er det vist ikke alle der har gjort det på den måde.
Så måske du skulle have gemt dine bedste indlæg til en gang i starten af november, og kysset røv overfor dommerne i midten af november, hvis du ville have en artikel nomineret.
Rasmus fortæller dog, at du havde mulighed for at indsende artikler løbende hele året – det er ikke noget jeg har opdaget nogle steder. Det burde måske have været fortalt i november, så det var muligt at indsende nogle forslag. Folk har jo tendens til at glemme den slags efter 9 – 10 måneders tid.
Løsningen på problematikken
Jeg kan jo ikke være en sur mand, uden at have en løsning.
Crowdsourcing. Jeg skrev også om det på Twitter på dagen hvor nomineringerne kom frem. Det eneste rigtige i mine øjne, er at gøre sådan en SEMaward fuldstændig uafhængig af røvslikkeri og få personers nomineringer.
Skab et system, hvor alle kan indsende en artikel hen over året. Der vil åbenlyst komme mange indsendelser og det kan så sorteres, ved at en artikel skal indsendes minimum af 2 forskellige personer for at komme på en nomineringsliste (der er nok folk som vil forsøge at snyde det system, men alle kan jo også snyde nu, da det er muligt at stemme alle de gange du ønsker)
Når vi rammer d. 1. januar, stoppes der for indsendelse – og så bruges hele januar på at stemme på de bedste. D. 1. februar samles top 5 i hver kategori, og den endelige afstemning kan finde en vinder. (For en anden ting der undrer mig, hvorfor har man ikke december måneds indlæg med ? Oscars kører jo også først i februar).
Jeg er dog måske endda tilhænger af, at der nedsættes et dommerpanel, og udvælger vinderen ud fra top 5 i hver kategori – for det er jo lige pt meget nemt at snyde sig til en topplads.
Det ville jeg så også ændre, ved at der bør være tvungen oprettelse for at kunne stemme. Det giver måske færre stemmer, men det gør det lidt mere besværligt for folk at snyde.
Uanset om SEMaward vælger et dommerpanel, eller bare at tage de bedste ved d. 1. februar – så er vi ude over, at nomineringerne er afhængige af få personer, hvilket nok er det jeg finder største problemer med – det er ikke, at mange af “dommerne” selv er nominerede – herregud, det er jo gode indlæg.
Hvorfor hedder det egentlig SEMaward
En sidste ting der har undret mig lidt – hvorfor hedder det SEMaward. Lad mig vende den om, hvorfor er der følgende kategorier med i SEM (search engine marketing)?
- Social media
- Blogs og blogging
- Analytics
- Testing
- Ehandel
- Copywriting
Frederik Hyldig says
SEMaward er uden tvivl et godt initiativ, og det kunne blive en god dansk udgave af den amerikanske SEMMYS.org.
Lad os håbe, at der bliver ændret i formatet til næste år.