Dette indlæg er inspireret af en kommentar jeg så, om en der gerne ville blive rig uden at arbejde. For iværksættere bliver jo altid rige.
Der må være en venlig iværksætter her som kan komme med nogle ideer til hvorledes man bliver selvstændig, tjener kassen, og bruger minimalt af vores dyrebare tid? (Kilde: http://www.amino.dk/view.asp?topicID=18672&pageNo=1&num=20#118587)
Dette morede mig ganske meget, for han ønskede simpelthen ikke at lave ret meget, men stadig tjene kassen, bare sådan en 50.000 kroner i måneden til ham selv. Selv ikke engang højtuddannede ingeniører tjener så meget de første mange år. Det er sjovt at så mange tror, at være iværksætter er ensbetydende med at du tjener kassen og har masser af fritid. Ofte er det helt modsat, for som lønmodtager har man 37 timers arbejde, løn til tiden, ferie, pension og andre goder. Dog ikke alle har fri efter 37 timer, da mange har mere ansvar, men så tjener man også tilsvarende mere (som regel).
Iværksættere arbejder ofte nærmest i døgndrift, i hvert fald i starten hvor man konstant forsøger at komme op på de 50.000 kroner i måneden og mere fritid. Pension, ferie og de andre goder tages ud af egen lomme, og fritiden er mere eller mindre inddraget.
Mange iværksættere bliver da rige, ingen tvivl, men der skal en portion held til at ramme den store guldåre, og de fleste der har ramt den, har opsøgt den igennem hårdt arbejde, slid, slæb og sikkert flere nedture end opture.
Mine erfaringer er, at man ofte bilder sig selv ind, at man ikke bruger så meget tid på ens forretning og glemmer at regne sin timeløn ud, men kun ser på omsætning og overskud. Ens tid er værdifuld, og helt sikkert en faktor man skal regne ud.
Men mit råd til sådan en person er at han enten holder sig som lønslave eller får en helt anden holdning til hvad iværksættere egentligt er. Hvis han ikke vil løbe rundt i trædemøllen, så find dig en niche, det man elsker at lave og er god til. Finder man noget der dækker de behov, så kan det jo aldrig gå helt galt.
For det er jo i princippet derfor iværksættere altid bliver rige (i hvert fald i sjælen), de laver jo det de elsker hver eneste dag. Det må da være det bedste at stå op for.
Skriv et svar