Gå til indholdet

MCP forklaret med en faktura, jeg glemte at sende

14. november 2026· AI· Brian Brandt

Jeg har undervist på GoLearn.dk i mange år. Hver gang nogen ser en af mine videoer derinde, får jeg en lille kommission.

Det er den gode nyhed.

Den dårlige nyhed er, at jeg selv skal huske at sende en faktura for det. Og det gør jeg ikke altid.

Bogføring står ikke ligefrem øverst på min liste over fede ting at lave. Så fakturaen glider lidt længere ned i bunken. Og lidt længere. Og pludselig sidder jeg og ved ikke helt, hvad jeg har sendt for, og hvad jeg ikke har sendt for.

Rod. Træls rod.

Den gamle måde

Kender du det, så kender du også oprydningen. Du åbner mailen og leder efter beskederne fra GoLearn. Så åbner du regnskabsprogrammet i en anden fane og leder efter de fakturaer, du allerede har sendt. Og så sidder du og sammenligner de to lister med en finger på skærmen, som om det var 1997.

Det er ikke svært. Det er bare kedeligt.

Og kedeligt bliver udsat. Altid.

Én sætning

I dag gør jeg det anderledes. Min Claude er koblet på min Gmail. Og den er koblet på Dinero, som er mit regnskabsprogram.

Så jeg skriver bare:

“Find mine mails fra GoLearn, analyser i Dinero hvilke fakturaer der er sendt og hvilke jeg mangler. Opret dem der mangler.”

Fem minutter senere lå der en kladde klar. Jeg kiggede den lige igennem, og så sendte jeg den til GoLearn.

Problem løst.

Det er det, MCP er. Og nu kommer forklaringen uden et eneste teknisk ord, for det er der sgu ingen grund til.

Hvad MCP svarer til

Forestil dig, at du har ansat en rigtig dygtig assistent. Lynhurtig og aldrig træt. Men assistenten sidder ude på gangen og har ingen nøgler. Så hver gang du vil have hjælp, må du selv gå ind i arkivet, hente mapperne og række dem ud gennem døren.

Sådan har det egentlig været at arbejde med ChatGPT og Claude indtil nu. Du copy/paster ind, og du copy/paster ud igen.

MCP er nøglerne.

Du giver din AI en nøgle til de systemer, du allerede bruger. Mailen og regnskabet, for eksempel. Så kan den selv gå ind og kigge, finde det der mangler og lægge det klar til dig. Du skal ikke lære et nyt system. Du skal bare spørge.

Det minder mig faktisk om R2-D2 ombord på Dødsstjernen. Han stikker sin lille arm ind i væggen, og vupti… så ved han, hvor prinsessen sidder, og hvor traktorstrålen skal slukkes. Der står ingen og læser skærmene højt for ham. Han er bare koblet på.

Og spøjst nok har det her været et koncept i ret lang tid. Men 1,5 år i AI tid er jo også 15 år i realtid ;-)

Kladde først, altid

Nu tænker du måske… skal den så bare sende fakturaer ud til folk, uden at jeg har set dem?

Næh.

Fakturaer bliver altid oprettet som kladde. Jeg kigger dem igennem, før de bliver sendt. Hver gang. Det er min faste regel, og den har jeg ikke tænkt mig at slække på.

Det samme gælder annoncer. Jeg har også koblet AI på Meta Ads, altså annoncerne på Facebook og Instagram. Den laver annoncemateriale og sætter kampagnerne op. Men alt bliver oprettet på pause. Der bliver ikke brugt en eneste krone, før jeg selv har trykket på knappen.

Det er lidt ligesom at give teenageren nøglerne til bilen, men beholde pinkoden til tankkortet selv :-)

En nøgle giver adgang. Den giver ikke lov til alt.

Alle mine nøgler

Dinero er langt fra den eneste, jeg har givet nøgler til. Jeg bruger også MCP til Meta, til Googles kalender, Gmail og Drive, og til Slack, HubSpot og GitHub.

Det betyder, at jeg kan spørge ét sted og få svar fra mange. Hvad skrev den kunde egentlig i sidste uge, og har jeg fået sendt den faktura? Jeg skal ikke rundt i syv faner for at finde ud af det.

Ærligt talt ved jeg ikke, om jeg kommer til at være ret meget inde i Dinero selv længere. Jeg spørger bare Claude.

Og det er her, det bliver interessant for dig. Også selvom du aldrig har sendt en faktura til GoLearn.

Den anden vej

Indtil nu har jeg snakket om at give min egen AI nøgler til de systemer, jeg bruger. Men det kan også gå den anden vej.

Forestil dig, at du har et rejsebureau og laver en MCP til det. Pludselig kan folks egen ChatGPT eller Claude snakke direkte med jer om, hvilke rejser der er ledige på bestemte tidspunkter. Helt uden at kunden skal besøge hjemmesiden.

(Tracking-specialisterne råber mig skrigende ind i hovedet nu… STOOOP) ;-)

Men tænk lige over det et øjeblik. Hvis dine kunder på et tidspunkt spørger deres AI i stedet for at google, så er det jo ret relevant, om din virksomhed har en dør, AI’en kan banke på. Hvornår det sker, ved jeg ikke. Men jeg tror sgu, det kommer.

Der er en grund til, at alle snakker om MCP lige nu.

Det er skide smart.

Vil du se, hvad jeg ellers bygger med AI, så ligger det under AI-udvikling.

Skal jeg hjælpe jer med AI?

Jeg har læst, skrevet og bygget det her i over 20 år. I dag bruger jeg det hele på at få AI til at virke i rigtige danske virksomheder.

  • Udvikling med AIJeres eget system, dashboard eller integration, bygget med AI-agenter og med AI indbygget.
  • WorkshopsDine folk lærer at bruge AI på deres egne opgaver. Ikke teori, men det de sidder med i morgen.
  • Rådgivning og foredragHvor skal I starte, hvad skal I lade være med, og hvad koster det.

Nyhedsbrevet om AI, der virker

Ét nyhedsbrev om måneden om AI i danske virksomheder: hvad der virkede, hvad det kostede, og hvad der gik galt. Nyhedsbrevet sendes fra mit firma, AI Hero.

Du får en mail, hvor du bekræfter tilmeldingen. Afmeld med ét klik i bunden af hvert nyhedsbrev. Læs privatlivspolitikken.