Gå til indholdet

Din første AI-politik kan stå på seks linjer

30. oktober 2026· AI· Brian Brandt

“Må vi egentlig det her?”

Det spørgsmål kommer på hver eneste workshop. Sjældent mens jeg står oppe ved skærmen. Tit i pausen, ved kaffemaskinen, med lidt lav stemme. Som om det var noget, man egentlig ikke måtte spørge om.

Og jeg forstår det godt.

For der sidder typisk to slags mennesker i lokalet. Den ene har lagt en kundeliste ind i ChatGPT og har haft det lidt skidt med det lige siden. Den anden har slet ikke åbnet værktøjet, fordi hun ikke ved, om hun må.

To forskellige problemer. Samme årsag.

Ingen har skrevet ned, hvad man må.

Det er ikke medarbejderne, der er problemet

Det er sgu ikke dem, der gør noget forkert. Der er bare ingen, der har kridtet banen op. Så løber den ene rundt over det hele, og den anden bliver stående ude ved sidelinjen.

Mange tror, at en AI-politik skal være et tykt dokument, som en jurist først skal have kigget på. Så bliver den sat på listen over ting, der skal laves “når vi lige får tid”. Og imens bliver der lagt kundelister i ChatGPT.

Ærligt talt er de fleste AI-politikker, jeg har set, som rulleteksten på en Marvel-film. Den er alt for lang, ingen læser den, og alle sidder bare og venter på den lille scene til sidst.

Den lille scene til sidst er det eneste, folk har brug for. Hvad må jeg, og hvem spørger jeg?

Her er den. Seks linjer.

Det her var faktisk indholdet af mit allerførste nyhedsbrev i august. Du må gerne tage den, som den står:

  1. Vi bruger AI som arbejdsværktøj. Det er ikke forbudt.
  2. Persondata lægger vi ikke i gratis- eller privatversioner af AI-værktøjer. Vi anonymiserer først.
  3. Til arbejdsdata bruger vi vores godkendte platform: [skriv jeres]
  4. Andre AI-værktøjer: der spørger vi [IT / nærmeste leder] først.
  5. Vi læser altid AI’ens output igennem inden det går ud af huset. Det er vores navn der står på det, ikke AI’ens.
  6. Er du i tvivl, så spørg [navn] før du handler.

Det er det hele.

Kun to af linjerne kræver, at du tænker

Punkt 3 og punkt 4. Resten kan du tage direkte.

Hvilken platform har I godkendt til arbejdsdata? Og hvem skal man spørge, hvis man har fundet et nyt smart værktøj? Når du har svaret på de to, retter du de firkantede parenteser til, og så har du brugt omkring ti minutter. Vupti, så hænger den ved printeren.

Er den juridisk vandtæt? Næh. Og det er heller ikke pointen.

Pointen er, at ham ved kaffemaskinen får et svar. Og at hende, der ikke turde åbne værktøjet, nu kan se sort på hvidt, at punkt 1 siger det ret tydeligt. Det er ikke forbudt.

Jeg tror faktisk, punkt 1 er den vigtigste linje af dem alle. Den er der for at give lov. Ikke for at forbyde.

Lise Hansen bliver til [PERSON A]

Punkt 2 er den, folk spørger mest ind til. Hvad vil det egentlig sige at anonymisere?

Det er meget mindre dramatisk, end det lyder. Du skifter bare navnene ud.

Lise Hansen bliver til [PERSON A]. Aarhus Marine A/S bliver til [VIRKSOMHED].

AI’en er fuldstændig ligeglad. Den kan sagtens skrive et udmærket svar til [PERSON A] om leveringen til [VIRKSOMHED]. Den skal ikke vide, hvem det er, for at hjælpe dig med formuleringen. Bagefter sætter du selv de rigtige navne ind igen.

Og du behøver ikke sidde og gøre det i hånden. I jeres godkendte platform fra punkt 3 kan du bare skrive:

“Erstat alle person- og virksomhedsnavne i denne tekst med [PERSON A], [PERSON B], [VIRKSOMHED].”

Er du i tvivl om, hvad der må ryge ind hvor, så har jeg en lille huskeregel:

“Kan du ikke lægge det på en åben SharePoint, så kan du heller ikke lægge det i ChatGPT Free.”

Det svarer lidt til at lade kundekartoteket ligge fremme på bordet i kantinen. Du ville ikke gøre det. Så gør det heller ikke i et gratis værktøj, hvor du ikke ved, hvad der sker med det bagefter.

Og hvad så med EU?

Det kommer altid som opfølgningsspørgsmål. Også ved kaffemaskinen :-)

Jeg er ikke jurist, så tag det her som min oversættelse til hverdagsdansk.

Gennemsigtighedsreglerne i EU’s AI-forordning trådte i kraft 2. august 2026. Reglerne om højrisiko-AI er skubbet til december 2027, så dem kan de fleste godt slappe lidt af med indtil videre.

Gennemsigtighed betyder i praksis, at man ikke må snyde folk til at tro, de har med et menneske at gøre.

Har du en chatbot på hjemmesiden, skal det fremgå, at man skriver med en maskine. Laver du AI-billeder, lyd eller video, der ligner noget virkeligt, skal det oplyses. Og AI-tekst, der skal ud til offentligheden om samfundsforhold, skal mærkes. Medmindre et menneske har læst den og står på mål for den.

Produkttekster og mails er ikke omfattet, når et menneske har læst dem.

Og læg lige mærke til, hvad der går igen. Et menneske har læst det. Det er jo præcis punkt 5 i politikken. Det er dit navn, der står på det, ikke AI’ens.

Bøderne kan gå op til 15 mio. euro eller 3 % af omsætningen. Det lyder voldsomt, men virksomhedens størrelse bliver taget med i betragtning. Så den lokale tømrer med fire svende får nok ikke den samme regning som en af de store tech-giganter.

Men det er jo ikke bøden, der er grunden til at skrive de seks linjer. Det er, at dine folk enten bruger AI uden at vide, hvad de må… eller slet ikke bruger det.

Tag de seks linjer. Udfyld punkt 3 og 4. Skriv et navn i punkt 6. Hæng den ved printeren eller kaffemaskinen, for det er jo dér, spørgsmålet bliver stillet alligevel.

Så kan næste pause handle om noget andet.

Jeg sender den slags konkrete ting ud i mit nyhedsbrev, hvis du vil have den næste direkte i indbakken.

Skal jeg hjælpe jer med AI?

Jeg har læst, skrevet og bygget det her i over 20 år. I dag bruger jeg det hele på at få AI til at virke i rigtige danske virksomheder.

  • Udvikling med AIJeres eget system, dashboard eller integration, bygget med AI-agenter og med AI indbygget.
  • WorkshopsDine folk lærer at bruge AI på deres egne opgaver. Ikke teori, men det de sidder med i morgen.
  • Rådgivning og foredragHvor skal I starte, hvad skal I lade være med, og hvad koster det.

Nyhedsbrevet om AI, der virker

Ét nyhedsbrev om måneden om AI i danske virksomheder: hvad der virkede, hvad det kostede, og hvad der gik galt. Nyhedsbrevet sendes fra mit firma, AI Hero.

Du får en mail, hvor du bekræfter tilmeldingen. Afmeld med ét klik i bunden af hvert nyhedsbrev. Læs privatlivspolitikken.