Gå til indholdet

10 trin til flere besøgende til din hjemmeside

7. marts 2011· Online Strategi· Brian Brandt

Skrevet i 2011, opdateret i oktober 2026. Mine egne erfaringer står, som de var. Regler, værktøjer og tal er tjekket igen.

Flere og flere har efterhånden fået øjnene op for webanalyse, konverteringsoptimering, a/b splittest og generelt optimering af ens hjemmeside. Alt det kan du glemme alt om, så længe du ingen besøgende har på din hjemmeside.

Nogle vil mene det er historien om hvem kom først, hønen eller ægget... men som jeg ser det, så kan man ikke lave optimeringer på sin hjemmeside, uden besøgende der kan teste den af for dig.

Jeg bliver tit spurgt, hvordan man får sit firma til at vokse på nettet. Der er ikke et facit. Det kan både være heldige lykketræf eller hårdt arbejde. Det er den sidste del jeg er tilhænger af, og hvad mine forældre har lært mig. Ligeledes føler jeg at hårdt arbejde giver større glæde i sidste ende når noget lykkes, da man så ved det er ens egen indsats der har været årsagen.

Nu skriver jeg godt nok hårdt arbejde, men jeg mener måske egentlig i stedet en masse arbejde... en masse tid foran skærmen. Der skal bruges tid på at skabe kendskab til sin hjemmeside, og det kræver at man bevæger sig rundt på internettet og deltager i debatter, hjælper andre, opdaterer sine sociale profiler og meget andet. Det første du har brug for, er en masse besøgende.

Denne artikel vil derfor give 10 trin, som skaffer dig flere besøgende til din hjemmeside.

Trin 1 Indhold med øje for søgeord

Det første der skal til for at du får besøgende til din hjemmeside, er at du overhovedet har noget indhold på den. Derfor skal du i første omgang koncentrere dig om at skrive tekster.

Det er ikke nok du bare skriver lidt generelle tekster, du bliver nød til at have et fokusere dine tekster. Din fokus skal du finde i søgeord. Du skal finde ud af, hvad folk reelt set søger på, for at finde hjemmesider som din.

Har du en lille tømmerforretning, skal du undersøge ting som

  • bruger folk ordet tømrer, tømmer, snedker, entreprenør, etc.
  • hvor langt væk ønsker du at lave forretning, derefter tænk over om folk søger med stednavne (det kan jeg afsløre, det gør de). Hvilke stednavne er så relevant. Lå min forretning i Kibæk, ville jeg finde navne som Kibæk, Assing, Sdr Felding, Herning, Videbæk, Skarrild, etc. Tro mig, der er ufattelig meget forretning at finde i at benytte små lokale navne. Tømrerforretningen i Esbjerg bruger jo fx ikke navne som Kibæk, og derfor kan du hurtigt stryge til tops på Google ved netop at bruge de stednavne.
  • Hvad søger folk egentlig hjælp til. Skal de have fikset deres tag. Hvad bruger de så af søgeord: reparation af tag, skift af tag, tagrende problemer, tømrer tag hjælp, etc. Overvej hvad folk vil bruge af ord, dette bliver dine søgeord.

Undervejs i din undersøgelse, skriver du alle disse søgeord ned, og så er det vigtigt de alle sammen optræder forskellige steder på din hjemmeside.

Tænk over, at hvis du ikke har skrevet et bestemt søgeord på din hjemmeside, så ved Google heller ikke at du gerne vil findes på det søgeord.

Trin 2 Indhold folk søger efter

Dette er en afledning af trin 1, da det stadig er indhold jeg taler om, men mere hvilket indhold som reelt set giver besøgende.

Her er et par eksempler på noget som folk søger efter

  • Vejledninger / Guide.
    Folk søger rigtig meget efter vejledninger eller guides til hvordan man gør ting. Du sidder sikkert ofte selv med et problem du ikke lige kan hitte rede i, fx hvordan man installerer en printer til din Windåse maskine. Hvis du har dette problem, er du nok ikke den eneste. Hvis du finder en løsning på problemet, kan du skrive om det på din hjemmeside og lave en titel der opsummerer problemet: ”Hvordan installerer jeg en printer på Windows”. Dette kræver selvfølgelig at du sælger noget med printere eller Windows for at det er relevante besøgende du får.
  • Oversigter / top 10 lister.
    Folk elsker at se en oversigt over de 10 bedste værktøjer til et eller andet emne. Fx ”Facebook sider: de 10 bedste Facebook virksomhedssider”. Dette er også noget folk vil have lyst til at henvise til, hvilket resulterer i flere besøgende.
  • Breaking news
    Har du en eller anden god nyhed du tilfældigvis er faldet over, eller kan du være den første til at skrive om noget i Danmark, som ingen andre har skrevet om endnu, kan det være en god kilde til mange besøgende. Dette skyldes ofte også, at du vil hurtigt ligge højt i Google med din artikel, og når de brede medier så fanger historien, vil du modtage mange af de besøgende der kommer i kølvandet på, at nyheden måske nævnes på Tv2 nyhederne.
  • Gratis tjenester / gratis ebøger
    Kan du lave en eller anden sej tjeneste, som rigtig mange har brug for, så vil du kunne modtage en masse henvisninger fra mange hjemmesider, hvilket vil drive en masse besøgende ind på siden. Iconfinder var for eksempel i mange år en fed tjeneste, hvor man kunne søge på gratis ikoner. Det gav en masse grafik interesserede mennesker ind på siden, og så solgte de også unikke ikoner.

Jeg havde selv en gratis manual til WordPress, man kvit og frit kunne hente. Mange henviste til manualen og gav mig på den måde en masse relevante besøgende der alle var interesserede i WordPress. Samtidig dukkede den ofte op i Google på søgninger der havde med WordPress at gøre.

Før du går i gang med at bruge en masse tid på at skrive noget indhold, så overvej om der overhovedet er folk som søger efter det du skriver om. Omvendt, så behøver man også bare én rigtig besøgende for at lave et salg.

Skab indhold folk vil henvise til

I SEO kredse betegnes indlæg man skriver for at tiltrække andre hjemmesideejere til at linke til dit indlæg for “linkbait”. Oversat vil det blive noget lignende “link-madding”. Så du ligger et indlæg ud som “madding”, og så synes folk det er så godt, at folk linker til det.

Når man har søgemaskineoptimeret sin hjemmeside til fingerspidserne, så er næste skridt i at komme til tops i Google, at få en masse indgående links til sin hjemmeside. Det er her linkbait kommer ind i billedet. For det skaber en masse naturlige links til din hjemmeside, fra mange forskellige hjemmesider, små som store.

Det er meget forskelligt hvad godt linkbait kan være, men nogle af de ting som oftest bliver linket meget til:

  • top 10 / 50 / 100 lister
  • gratis programmer og værktøjer
  • indlæg om hvordan man løser problemer (fx integrer Google Analytics med WordPress)
  • Anmeldelser

Basalt kan man sige at gode indlæg er de der virkelig hjælper mange mennesker. Jo flere du kan hjælpe, jo flere har lyst til at hjælpe dig med en henvisning. For nogle er det helt naturligt at linke til en god artikel de lige har læst, og de bloggere der har eksisteret i mange år gør det som det mest naturlige i verden.

Hvornår har du sidst linket til et godt indlæg du har læst?

Trin 3 Søgemaskineoptimering af dit indhold

Nu er du kommer så langt, at du har fundet ud af hvad du vil skrive om. Du har fundet nogle gode søgeord, og et par gode emner du tror mange mennesker søger efter.

Vi kan jo lige først tjekke, om folk reelt set søger efter de søgeord du har tænkt dig at bruge. Kan man virkelig det? Ja, med et værktøj fra Google, der hedder Søgeordsplanlægning. Det ligger i Google Ads, så du skal have en Google Ads-konto for at bruge det.

Med dette værktøj har du muligheden for at skrive dine søgeord ind, og derefter viser Google dig et estimat for hvor mange gange folk søger på det givne søgeord hver måned. Tallene skal du dog tage med et gran salt, og tage det som en retningslinje.

Med dette værktøj kan du for eksempel sætte to synonymer op imod hinanden. Da jeg i sin tid lavede en søgning på børnetøj og babytøj, fik jeg to tal.

  • Børnetøj = 22.000 søgninger
  • Babytøj = 8.000 søgninger

Så kan du godt regne ud hvilket ord du burde gå efter. Jeg ville vælge ”babytøj”. Uden pis. Jamen hvorfor ikke tage det ord med flest søgninger. Tænk over det, det er jo sådan alle tænker. Alle går efter ordet børnetøj, men ingen går efter babytøj, eller i hvert fald færre personer gør, hvilket betyder mindre konkurrence. Så i stedet for at konkurrere med 100 børnetøjs webshops om 22.000 søgninger (220 søgninger til hver), skal du måske konkurrere med 5 børnetøjs webshops om 8.000 søgninger (1.600 søgninger til hver).

Nu ved jeg godt, at børnetøj og babytøj ikke er helt et synonym, men for eksemplets skyld kan du vel godt acceptere det, ikk?

Trin 4 Søgemaskineoptimering fortalt kort

Nu har du undersøgt dine søgeord, og fundet ud af hvilke der reelt er nogen som søger efter. Du opdagede sikkert, at mange af dine søgeord ingen besøgende gav, og det er ofte vores problem som danskere. Vi er kun lidt over 6 millioner mennesker i Danmark, og derfor kan søgetallene være lidt små.

Lad os kigge på hvor vi kan skrive vores søgeord, og hvor vi bør.

Jeg plejer at dele en tekst op i to ting, noget som jeg ofte betegner som ”fokus søgeordet” og ”long tail søgeord”.

Fokus søgeordet er typisk to ord, fx ”Grønne haveslanger”. Hele artiklen drejer sig så som ”grønne haveslanger”. Skåret ud i pap: en side, et fokus søgeord.

Long tail søgeord, er så de ord jeg fylder ind, som relaterer sig til mit fokus søgeord. Det kan i dette tilfælde være ord som ”haven, vandslange, slangeopruller, havevanding, kvalitets haveslanger, røde haveslanger og så videre”. Det gør at selvom jeg fokuserer på ”Grønne haveslanger”, så vil jeg stadig ramme alle de mange andre søgeord folk måske kunne finde på at bruge. Det er her konceptet ”Long tail” kommer ind, altså den lange hale af søgeord. Google går nemlig ind og sætter tingene sammen, så når jeg har ordet ”haveslanger” og ”havevanding”, vil jeg kunne dukke op i Googles søgeresultater, hvis folk søgte efter ”haveslanger til havevanding”.

Lad os konkretisere tingene lidt og sætte op lidt skematisk, hvor du kan indsætte dit fokus søgeord og dine long tail søgeord.

  • Title tag
  • Meta description
  • H1 overskriften
  • H2 overskriften
  • H3 overskriften
  • ALT tag på billedet
  • Billedebeskrivelsen (caption)
  • Din brødtekst, gerne indenfor de første 200 bogstaver
  • Din brødtekst, gerne indenfor de sidste 200 bogstaver
  • Som anchor tekst i eksterne og interne links
  • Punktopstillede tekster

Husk dog på, at det ikke gælder om at skrive det samme ord i din tekst 100 gange, men få det til at se naturligt ud. Skriv det ikke 5 gange i løbet af det første afsnit, men sørg for at skrive en god lang tekst, hvor du så naturligt fletter variationer af dine søgeord ind.

En anden ting man skal huske, er at skrive til dine besøgende, og ikke søgemaskinerne. Gør teksten nem at læse for mennesker, så skal Google også nok belønne dig.

Trin 5 Gør opmærksom på dit indhold

Når din tekst er på plads, skal du i gang med at gøre opmærksom på dit gode indhold. Det skal vi til nu.

Der findes et hav af muligheder, nogle bedre end andre, nogle komplet værdiløse. Hvad der virker lige præcis for min hjemmeside, er ikke nødvendigvis det der virker for din. Derfor kan jeg ikke love, at de ting jeg vil nævne i denne artikel virker for dig, men det er ting der har virket for mig.

Venner, familie og bekendte

Først og fremmest gælder det om at gøre din hjemmeside kendt, derfor skal du i gang med at snakke om din hjemmeside. Det skal du gøre til familie og venner.

  • Sidder du til den årlige familiemiddag, så få lige flettet din hjemmeside ind i samtalen.
  • Når du er til fester med vennerne, så få nævnt den.
  • Møder du nye mennesker på ferien, så få flettet samtalen ind på den.

Det der sker, er at du får nævnt dens eksistens, og på et eller andet tidspunkt husker de det, og får ind på den. Måske synes det er så en brugbar side, at de nævner den for andre. På et tidspunkt triller snebolden og giver flere og flere besøgende. Dette er en langsigtet strategi, men bestemt noget der kan hjælpe. Sociale medier har gjort det væsentlig nemmere i dag, men det vender jeg lige tilbage til.

Forums

Folk samles ofte på forums, hvor man kan stille spørgsmål, hjælpe folk med deres spørgsmål, eller bare få en generel snak om dagligdagens besynderligheder.

Disse steder er perfekte til at gøre lidt opmærksom på din hjemmeside. Du skal ikke ”spamme” løs med kommentarer om at folk skal besøge din hjemmeside. Du skal i stedet stille spørgsmål, besvare spørgsmål, simpelthen deltage aktivt på det forum, og så skal folk nok få øjnene op for dig og din hjemmeside.

Husk at lede efter forums som er relevante for din hjemmeside. Sælger du rideudstyr, så skal du på heste-forum, er du forfatter skal du nok på et skribent-forum.

Basalt set, gælder det om at få skrevet så meget som muligt tekst på internettet hvor det er relevant for din hjemmeside.

Trin 6 Sociale medier

Sociale medier er i stadig stigende grad blevet en stor kilde til besøgende til din hjemmeside. Jeg har tidligere snakket om at man til venne/familie sammenkomster talte om sin hjemmeside, men det kan man nu rykke ud på sine sociale profiler.

Facebook

Mange af dine venner og din familie er på Facebook. Der vil det være oplagt at gøre opmærksom på en ny artikel man har skrevet på sin hjemmeside. Du har jo allerede en stor del af din omgangskreds der, så hvorfor vente til næste møde. Smid et link på Facebook, og mange af dine venner og familie er blevet gjort opmærksom på det.

Twitter

En af mine største trafikkilder var i mange år Twitter, som i dag hedder X. Når jeg havde skrevet en ny artikel, og sendte et link ud på min Twitterprofil, så fik jeg nogle gange flere hundrede besøgende på en dag. Jeg havde dengang ca. 900 followers. Det vil sige at når jeg lavede et tweet, så læste 900 personer med. De kunne samtidig Retweete mit link, og så nåede jeg ud til alle deres followers. Tænk lige over det, det kan sprede sig som ringe i vandet.

Jeg siger ikke at du skal være på Facebook, X eller andre sociale medier, men tro mig, deltager du på sociale platforme, så kan det være hvad der skaber dig en succesfuld og velbesøgt hjemmeside. Men pas på, det kan være en tidssluger uden lige.

Trin 7 Pressemeddelelser

Reklamebureauer har brugt det i evigheder til i offline verdenen at skabe opmærksomhed, og har altid været et af de mest effektive våben. Det er ikke meget anderledes på internettet. En god pressemedelelse til det rette medie, kan skabe en enorm mængde trafik til din hjemmeside.

Der er flere forskellige internettjenester der har gjort det rigtig nemt at komme ud til alle de forskellige medier i Danmark. Den jeg i sin tid brugte, hed Presswire.

Du skal dog ikke forvente, at hvis du tæppebomber din pressemeddelelse ud, at det så vælter ind med medier der tager din historie. Hvis du sætter successkriteriet til minimum 1, så bliver du ikke skuffet. Tænk på, at journalister får massevis af mails hver dag, og din er bare en i mængden.

Skil dig ud af mængden

Sørg for at din historie skiller sig ud, så skal der nok være et par medier der tager den op.

Udsender du din pressemeddelelse via en tjeneste, kommer den ofte til at ligge på deres hjemmeside og bliver samlet op af andre nyhedssider. Det giver læsere, men regn ikke med links, der hjælper dig i Google. Google kalder links med optimeret ankertekst i pressemeddelelser, der bliver spredt ud på andre sider, for linkspam, med mindre de er markeret med nofollow eller sponsored.

Den bedste måde jeg har udsendt en pressemeddelelse på, er dog stadig ved at gøre lidt fodarbejde og finde de journalister der rent faktisk skriver om den slags nyheder, som din nyhed ligger indenfor. På den måde fik jeg en pressemeddelelse på ComOn.dk i 2007, og den gav i årene efter flere tusinde besøgende og resulterede i ca. 30 solgte ebøger af Webshop Hvordan. En bog til dengang 599 kroner, så kan du selv regne ud hvor god en pressemeddelelse det har været.

Trin 8 Send en email

De fleste personer har sendt rigtig mails til rigtig mange forskellige mennesker, hvorfor ikke sende dem en mail mere og forklare dem om din hjemmeside. Er det venner du i forvejen kender, og gør du mailen personlig, så er det helt fint. Skal du derimod sende markedsføring til folk, kræver markedsføringslovens § 10, at de har sagt ja på forhånd.

Du kan også begynde at lave en signatur i dine mails, hvori du lige skriver et link til din hjemmeside. Tænk over hvor mange mails du sender om dagen. Hvis du er ligesom mig, så kan det sagtens nå op på 100 mails om dagen. Det er jo så pludselig 100 potentielle besøgende.

Nyhedsbreve

Der er så også de personer der går skridtet videre, og opbygger en liste med mailadresser på personer de får lov til at sende mails til. Det kaldes ofte et nyhedsbrev, men man kan også argumentere for at det lyder gammeldags og forkert, da det jo ikke altid er nyheder man sender.

Praktisk set, så spørger du folk om du må sætte deres emailadresse på din liste. Årsagen til at de skal give lov til det, (udover det lovmæssige), er at de nu skal modtage gode tips fra dig, tilbud, eller oplysninger om events eller andet. Altså du skal give noget til dem. Du kan fx også tilbyde en gratis udgave af din ebog, som jeg i sin tid gjorde med min Jysk eMarketing. Når man skrev navn og emailadresse, kom man på min emailliste, men til gengæld fik man så lige ca. 70 gratis sider af min ebog.

Når du har en lang emailliste, kan du rigtig hurtigt drive besøgende ind på din hjemmeside. Tænk hvis du havde 5000 eller 10.000 emailadresser og skrev en rigtig god email med et link til din hjemmeside, kan du pludselig have tusindvis af besøgende indenfor kort tid.

Et god råd herfra: begynd at samle emailadresser. Det tager tid, lang tid at samle en god liste, men når du har en god aktiv mailingliste, kan den drive rigtig meget forretning for dig.

Trin 9 Køb dig til besøgende

Har du brug for en quick and dirty løsning, så kan du altid købe dig til besøgende. Det kan gøres på forskellige måder, nogle bedre end andre.

Google Ads

Den første og mest kendte måde at købe trafik på, er i dag Google Ads, der tidligere hed Google Adwords. Det er de annoncer du ser i Google, typisk øverst og nederst i søgeresultaterne, når du søger på et eller andet ord. Prisen på en besøgende afhænger af en hulens masse faktorer, som man skal være ekspert for at forstå. Et par af faktorene er fx konkurrencen, kvaliteten af din hjemmeside, kvaliteten af din annonce, etc.

Bannerannoncering

Du kan som regel altid købe dig til trafik ved at købe dig annonceplads på en af de større hjemmesider. Det er dog sjældent du får ret mange besøgende ud af det, da folk er blevet det man kalder “banner-blinde”. De ser ikke bannerne på samme måde som de gjorde for en del år siden. Det kan dog bruges til branding, men igen, branding er umålbart, og på internettet burde alt være dirkte målbart, det er i hvert fald sjovest.

Hvornår har du selv sidst klikket på et banner?

Facebook annoncering

Et af de mest populære steder at annoncere er Facebook. Hvis du selv har en Facebook profil, har du nok lagt mærke til annoncerne mellem opslagene. Det har været ufattelig billigt at annoncere der, specielt lige da de kom frem, da der ikke var ret mange der brugte dem. Det var der en del som lavede en meget god forretning på. Det er blevet væsentlig sværere, eftersom der nu er større konkurrence.

Det gode ved Facebook annoncering er muligheden for at segmentere på hvem der skal se annoncerne. Du kan vælge efter sted, alder, køn og interesser, så annoncen fx kun bliver vist for kvinder over 30 år, der bor i Køge og interesserer sig for havearbejde. Det gør at du kan målrette din annoncering meget specifikt.

Trin 10 Mere indhold

Indhold er konge, og jo mere indhold du har på din side, jo mere indhold kan Google indeksere, og jo mere indhold kan dermed findes i Google. Jo flere artikler du skriver, jo flere ord kan findes på din hjemmeside, jo flere søgeord fra Google kan lede besøgende ind på din hjemmeside.

Jo... du har nok forstået det nu. Sørg for ofte at opdatere din hjemmeside med nye artikler, og sørg for at gøre opmærksom på de artikler rundt om på internettet.

Udfører du de 10 trin, så er du allerede godt i gang med at vokse din forretning større, kendskabet til dig større og hvis det bliver et positivt indtryk du efterlader dig rundt om på internettet, så skal kunderne også nok købe af dig.

Når du nu om et par uger har tusindvis af daglige besøgende, så begyndt at kig på din konverteringsoptimering, med andre ord, udfører de besøgende de handlinger på din hjemmeside som du ønsker dem til.

27 kommentarer

Andreas Linde7. marts 2011

Hold da op for et indlæg! Rigtig lækkert Brian! Den har jeg lige retweetet! (har du overvejet at lave en ”del knap”?). :=) Og den skal da også lige bogmærkes!
Du skriver i trin 5, at man skal være aktiv på forums. Det er jeg på amino, men jeg synes ikke rigtig at jeg har set dig derinde? Hvordan kan det være? Har du for meget business :D?

Brian BrandtForfatter7. marts 2011

Tak Andreas.. Den har også været længe undervejs..
Jeg har lige fået knapperne på igen – de var lige smuttet i svinget med design-skiftet.

Kent Christiansen7. marts 2011

Hej Brian,

Super interessant og relevant artikel. Og tillykke med det nye design, hvis man kan sige tillykke ?! Men det spiller max.
Bliv endelig ved at med at skrive sådanne artikler som denne.
Er ligesom Andreas, delt ud på twitter….

God dag.
Hilsen
Kent

Thomas7. marts 2011

Rigtig god læsning, og læring. Jeg driver en blog målrettet til tyske læsere – er det de samme 10 bud der gør sig gældende, og ved du om der er flere/andre ting man skal være opmærksom på til dette segment? Har du evt. link til inspirationskilder dernede? Og igen, tak for en super artikel 🙂

John Nielsen7. marts 2011

Tak for et rigtigt godt indlæg, som giver endnu en god “how-to” liste.

Det er helt rigtigt, at det gælder om at få en masse besøgende, så der er noget at teste på.

Har man en meget niche-præget forretning vil det dog være at anbefale, at man sørger for at også de første besøgende får et godt og solidt indtryk af din forretning ved deres første besøg.
Dette via et fornuftigt og fyldigt indhold. Så at starte med at skovle besøgende ind på en indholdsmæssigt “tom” hjemmeside, vil jeg personligt ikke foretrække.

Gør i stedet hjemmesiden/webshoppen klar med relevant information og brugbart materiale, så der er noget at teste på.
Ellers vil testen jo vise en relativ stor afvisningsprocent, og de besøgende går skuffede fra forretningen -og de kommer måske aldrig igen.
Så alt med måde. 🙂

Tak for et godt indlæg.

Dbh
John Nielsen

Jimi Hove7. marts 2011

Hej Brian,

Tillykke med dit nye design, det er virkelig lækkert for øjnene ! Og tak for en god artikel, hvor du lige gør lidt ekstra for at uddybe. Det ikke altid man lige ser det, desværre

Flemming7. marts 2011

Tak for et interessant indlæg. Jfr. dit punkt 9 om at købe trafik, kunne jeg tænke mig at høre folks erfaring med at købe leads til kundeklub/nyhedsbreve. Jeg har før set eksempler på leads der var ganske ubrugelige, mens jeg også har set eksempler på, at det faktisk kan gøre noget godt for salget. Men det er ved at være et par år siden. Så er der nogen der har aktuelle erfaringer?

Kristoffer Føns7. marts 2011

Hej Brian.

Det var dog et helt igennem fremragende indlæg. Der er så mange svære termer og betegnelser for alt, hvad der har med, ja – de emner du har berørt i indlægget, at det kan være svært at overskue. Særligt når man skal introducere nye folk. Jeg har allerede sendt dette indlæg videre til mine nærmeste, der til tider har haft svært ved at følge med, når jeg har talt om SEO og lignende.

Fedt!

Annette Lund Andersen14. marts 2011

Det gør jeg faktisk flere gange om ugen både dine og mange andres og det er dejligt at vide man deler med andre både for at de skal få noget viden men også at man hjælper den man linker til.

Kim Sand Sørensen15. marts 2011

Mener du ikke linkbait=linkmadding og ikke linkbytte? 🙂

Brian BrandtForfatter15. marts 2011

Det er selvfølgelig også en måde at oversætte det på :-). Selvom det dog er et ufattelig grimt ord.. Jeg har ændret det i teksten, for du har jo ret, madding er et mere korrekt ord.

Kim Sand Sørensen15. marts 2011

Ja du har helt ret, jeg kan heller ikke selv lige komme på en “pæn” oversættelse. Kom endeligt med mere om linkbuilding 🙂

René Frederiksen15. marts 2011

Super liste. Gør selv mange af tingene i dag og kan skrive under på at det virker.

Står og skal i gang med nr. 7 – Pressemeddelelser

Har du nogen erfaring med hvornår på dagen/ugen det er bedst at sende den ud?

Vil også benytte mig af Presswire og der kan man meget belejligt sætte et udsendelsestidspunkt på.

Brian BrandtForfatter19. marts 2011

Det er faktisk ofte de samme ting som gør sig gældende hele verden over.. Nogle ting virker dog bedre i andre dele af verden.. og hvilke søgemaskiner du skal gå efter er også lidt forskelligt. Fx er Google ikke særlig store i Rusland og Kina.

Måden at henvende sig til folk kan også være anderledes, fx virker de lange salgssider med en masse salgsgas faktisk ret godt i USA, hvor vi i Danmark nok nemmere kan gennemskue salgsgassen. Selvom jeg har oplevet mange springe på de danske “Get rick Quick” systemer der findes under overfladen.

Brian BrandtForfatter19. marts 2011

Jo jo, selvfølgelig skal ens hjemmeside være i orden. Det gælder både niche og det brede perspektiv. Det jeg tænker på man skal vente med, er at alle de her splittest og webanalyse halløj – for det kan man ikke bruge til ret meget uden en masse besøgende.

Brian BrandtForfatter19. marts 2011

Det kommer meget an på hvor du køber dine leads, og hvad dine leads skal bruges til. Der hvor det virker bedst at købe leads, i forhold til mine erfaringer, er når man skal ramme “tilbuds-segmentet”. Altså dem som ikke har noget imod at købe tilbud i kuponhæfterne og den slags.

Men det hjælper ikke at købe leads til dit nyhedsbrev, hvis folk ikke ved hvem du er og ikke har været forbi din hjemmeside og få interessen. Jeg husker at have læst om houseofkids.dk der købte 10.000 email adresser, og de solgte ikke et eneste stykke børnetøj til dem, på trods af mange emails.

Brian BrandtForfatter19. marts 2011

Tak Kristoffer.. Jeg kender kun alt for godt at familien ikke aner hvad man snakker om. 🙂

Brian BrandtForfatter19. marts 2011

Mange mener at man bør sende sine pressemeddelelser tirsdag, onsdag eller torsdag, da journalister har for mange mails om mandagen at gå igennem og fredag vil de bare på weekend.
Personligt tror jeg bare det handler lidt om tilfældigheder, og om ens historie nu er interessant nok. Presswire er et godt system at bruge, men det bedste er nu alligevel at tage direkte fat i en journalist man ved dækker ens emne.

Halfdan Timm4. april 2011

Meget gennemarbejdet og flot artikel. Som en begynderintroduktion til SEO er den fantastisk velegnet. Af samme grund har jeg bookmarket den. Det er uden tvivl mange gange hurtigere bare at losse et link afsted til den herm i stedet for at forklare termerne igen og igen.

Mange tak! 🙂

Helle Dyrby Høy14. april 2011

en kommentar til et kongeindlæg!
Superbrugbart – tak for det.

Når det kommer til valg af journalister, skriver du at man skal vælge en, der skriver indenfor ens stofområde. Det kan være en god og logisk idé – det kan også være småfarligt, fordi teksten ofte ender med at blive en anelse indforstået. Og det er jo fint, hvis man skriver til et nørd-/ekspert-forum – men skriver man til en målgruppe, hvor man gerne vil rekruttere nye kunder eller medlemmer, så er det måske andre parametre, der er de vigtigste. I de tilfælde skal man måske bare vælge en god håndværker. Vedkommende vil være i stand til at sætte sig ind i stoffet og stille de “dumme” spørgsmål – som du måske ikke selv har tænkt på.

Og så et lille pip – når I skriver tekster til et site – eller pressemeddelelser – eller nyhedsbreve – så få for guds skyld en udenforstående til at læse igennem og tæmme teksten for de værste stavefejl og svipsere. For de er der altid – og der skal friske øjne til at fange fjel og magnler. Forstyr din nabo, din svigermor eller en tålmodig kollega – bare en der kan læse indenad.

Og tak igen for indlægget Brian – ser stadig frem til du lægger turen forbi København.

Brian BrandtForfatter15. april 2011

Tak for dine gode inputs til pressemeddelelser. Du har ret i, at nye øjne ofte kan spørge om de ting andre tager for givet. Men der er jo altid et tradeoff, for man mister også en del erfaring og viden på området, hvis man tager en der ikke har prøvet det emne før.

Kristian Ole Rørbye5. juni 2011

Hej Brian,

Som mange af de andre siger – Det er godt nok en god liste du har fået lavet her som rigtig mange folk får glæde af.

Jeg kan bakke op om alle de emner du er inde på og jeg bruger dem flittigt selv i mit daglige arbejde.

🙂

Cammilla Rysgaard17. juli 2011

Super input til det med søgemaskineoptimering. I det hele taget en fed og overskuelig blog.

/Cammilla

Frederik19. februar 2012

Hey!
– Fedt indlæg.

Er begyndt at lære mere om SEO, og kan helt klart sige, at det har givet bonus.
Tænk at jeg ikke vidste, hvad SEO var, da jeg startede… 🙂

Nu er SEO, en stor del af HVERT indlæg, jeg laver 🙂

LudvigsenPatent26. juni 2012

Ja – content er gud, jeg tror det er specielt vigtigt, når man er konsulent, da ens kundeemner godt liige vil læse om en forretning førend de sender en e-mail af sted.

Er der nogen der har erfaring med Adwords for konsulenter som os ?

Jan13. juni 2013

Hej. Nu er artiklen jo ikke ny mere.
Men må sige den er fantastisk, det hele kan jo bruges idag.
Er godt lige at få frisket op.
Super god læsning.

Henrik27. marts 2014

Rigtig god to do liste – og selv om du lige har sendt den som “genbrug” stadig meget aktuel – måske det var værd lige at sætte “bloggere” på som et sted, hvor du kan få trafik fra – typisk i form af gaver/konkurrencer som bloggeren kan bruge på sin side

Kommentarfeltet er lukket. Fang mig på LinkedIn i stedet.

Skal jeg hjælpe jer med AI?

Jeg har læst, skrevet og bygget det her i over 20 år. I dag bruger jeg det hele på at få AI til at virke i rigtige danske virksomheder.

  • Udvikling med AIJeres eget system, dashboard eller integration, bygget med AI-agenter og med AI indbygget.
  • WorkshopsDine folk lærer at bruge AI på deres egne opgaver. Ikke teori, men det de sidder med i morgen.
  • Rådgivning og foredragHvor skal I starte, hvad skal I lade være med, og hvad koster det.

Nyhedsbrevet om AI, der virker

Ét nyhedsbrev om måneden om AI i danske virksomheder: hvad der virkede, hvad det kostede, og hvad der gik galt. Nyhedsbrevet sendes fra mit firma, AI Hero.

Du får en mail, hvor du bekræfter tilmeldingen. Afmeld med ét klik i bunden af hvert nyhedsbrev. Læs privatlivspolitikken.