Skrevet i 2011, opdateret i oktober 2026. Mine egne erfaringer står, som de var. Regler, værktøjer og tal er tjekket igen.
Jeg vil her fortælle om 10 ninjatricks til at forbedre din webshop... om du kan få dem til at virke for din webshop, er helt op til din indre ninja.
1. E-commerce tracking
Jeg ved ikke om det nødvendigvis er et ninjatrick, men det er en absolut nødvendighed for din webshop at have. I Google Analytics 4 hedder det e-handelsmåling, og du skal selv sørge for at shoppen sender hændelser som view_item, add_to_cart, begin_checkout og purchase. De kommer ikke automatisk.
Du får serveret konverteringsrater og omsætningstal, og kobler du din Google Ads konto sammen med Analytics, så kan du se præcis om du har tjent penge på dine Google Ads annoncer. Du kan også lave dine Google Ads konverteringer ud fra købene i Analytics, så de to tal passer sammen (Googles vejledning i at koble Google Ads og Analytics). Mangler du sporingen, så læs hvorfor manglende ehandelssporing kan være fatalt.
2. Bliv lidt skizofren
Test alle relevante elementer du har i din webshop. Da jeg skrev det her, brugte jeg Google Website Optimizer, der var gratis. Den blev senere til Google Optimize, som Google lukkede den 30. september 2023, så i dag skal du bruge et andet splittest-værktøj. Det kræver lige at du sætter lidt koder ind på din webshop, men giver mulighed for at splitteste. Det vil sige, du laver to forskellige versioner af et element og sætter dem op imod hinanden.
Ting du bør splitteste på:
- Køb knapper (farver, former, størrelser, etc)
- Gå til betaling knap
- Produktbilleder (har du fx personer med, så test en mand imod en kvinde)
- Priser (kan være lidt farlig)
- Med og uden fragt
- Tjek ud processen (fx om det skal være på 1 side eller i 3 til 4 trin)
- Overskrifter
- Brødtekster
Der er uanede muligheder for at teste... men husk kun at teste noget der er relevant, og som du mener kan have værdi for din webshop. Du bør altid have minimum 1 test kørende i din shop, ellers tager du ikke optimering af din webshop seriøst. Er du ny i det, så start med hvad konverteringsoptimering går ud på.
3. Mailsamarbejde med relevant webshop
Find en anden webshop der har relaterede produkter, men som ikke direkte er en konkurrent. Vedkommende har formentlig en lang liste af kunders emails. Lav et samarbejde om at du sender et godt tilbud på et af hans produkter til din email liste og han sender et godt tilbud ud på et af dine produkter, ren win/win for jer begge to.
I sender hver især til jeres egen liste, og listerne bliver aldrig delt. Tjek lige at din tilmeldingstekst dækker tilbud fra samarbejdspartnere, for et samtykke skal ifølge Forbrugerombudsmanden være specificeret, så modtageren ved, hvad han siger ja til.
4. Skab et netværk af provisionssælgere
Dette kaldes affiliate marketing. Du kan via tjenester som Partner-ads og Tradedoubler få en masse hjemmeside-ejere til at markedsføre dine produkter, imod at de får lidt provision på et salg.
Tricket er at finde de bedste affiliates og så sørge for at de har alt det materiale de skal bruge, og muligheden for at tjene gode penge, samtidig med at du gør det.
Du skal ikke være bleg for at opsøge nogle af de hjemmesider du mener vil være perfekte til at markedsføre dine produkter. Sørg for at give folk en ordentlig provision, ellers forsvinder de ligeså hurtigt som de startede. Jeg har skrevet mere om det i tag ikke røven på dine affiliates.
5. Giv demovarer til ”prominente” bloggere
Da jeg skrev det her i 2011, var Danmark et forholdsvis lille land i forhold til blogs, og der var ikke deciderede ”super-bloggere” som du ikke var i stand til at komme i kontakt med. De fleste havde så ”begrænset” antal besøgende, at hvis de fik tilsendt et produkt til at teste ud, så ville de som regel klappe i deres små hænder og straks lave et langt indlæg om dit produkt, hvordan det fungerede for dem og deres anmeldelse af det.
Tricket virker stadig til at skabe opmærksomhed omkring dine produkter, også hos influencere på de sociale medier. Bloggen eller profilen du sender til, skal selvfølgelig være relevant for dine produkter. Men der er to regler, du skal kende:
- Får bloggeren en gave for at omtale dit produkt, er det reklame, også selvom du bare beder om en ærlig mening. Det skal tydeligt stå i indlægget, og Forbrugerombudsmanden anbefaler at skrive "reklame for xx" eller "annonce for xx" helt først.
- Det indgående link er ikke længere gratis linkbuilding. Google nævner direkte det at sende en vare mod en omtale med link som linkspam, så bed bloggeren markere linket med rel="sponsored".
6. Start en blog
Jeg er nok skadet fra mit virke som WordPress hjemmeside designer, men hvor har jeg bare gang på gang set webshops starte en blog, og skabe sig rigtig mange gode placeringer i Googles søgeresultater og dermed en masse besøgende.
Der skal ikke meget til for at oprette en simpel blog med WordPress, og ved at skrive en række relevante artikler om de produkter du sælger, kan du tiltrække de rigtige besøgende.
Ting du kan skrive om på din blog:
- Hvordan man bruger dit produkt
- Dit produkt brugt i forskellige sammenhænge
- Efterspørg forslag til udvikling af dine produkter
- Besvare ofte stillede spørgsmål, en erstatning for din FAQ (OSS)
- Brancherelaterede nyheder
- Kunders anmeldelser af dine produkter
- Hvordan man løser diverse problemstillinger
- Gode råd til emne-relaterede ting
- 10 tips til bedre udnyttelse x
- Inviter gæstebloggere til at skrive på din blog, fx kendte personer
7. Læs Don’t Make Me Think
Vil du optimere din webshop, så køb denne bog af Steve Krug på Amazon, eller lån den på biblioteket. Den nyeste udgave hedder Don't Make Me Think, Revisited og kom i 2014 med et nyt kapitel om mobil. Den tager et par afteners intensiv læsning, men det du får tilbage ved at investere den tid, kan du bruge resten af livet i din webshop.
Den skriver på den mest simple måde, hvordan du laver konverteringsoptimering, det vil sige, sørger for at folk har nemmere ved at bruge din webshop, og derved nemmere ved at lave et køb. Den er et MUST for alle webshop-ejere.
8. Tjekud striptease
Fjern alt overflødigt fra din tjek ud proces. Gør den så simpel som mulig, men husk stadigvæk at have tillidsskabende elementer med. Tjek ud på en side, er nødvendigvis ikke kilde til højere konverteringsrate.
Prøv eventuelt at skab indtastning af personlige oplysninger på denne måde:
Screenshot fra Faktorfobis tjek ud proces i 2011
9. Delingsknapper
Facebook lancerede i sin tid en "jeg synes godt om" knap, der var super simpel at integrere i din webshop. Den har Meta lukket for eksterne hjemmesider den 10. februar 2026, så ligger den stadig i din kode, viser den ingenting, og du kan lige så godt fjerne den.
Facebooks del-knap findes stadig. Den gør det muligt for folk der har en Facebook profil, meget nemt at dele dine produkter på deres profil. Knappen fylder ikke ret meget, og kan lynhurtigt sprede kendskabet til dine produkter.
10. Nyhedsbrevlokker
Du har selvfølgelig et nyhedsbrev ikk ? You better have. Det er altid sjovt at have en masse folk på dit nyhedsbrev, da det er en fantastisk måde at sælge mere til allerede eksisterende kunder... noget som de fleste webshops glemmer.
Du har nok allerede en tilmeldingstjekboks folk kan klikke af når de er ved at betale, det har mange shopssystemer indbygget. Den må ikke være krydset af på forhånd, for et forhåndsafkrydset felt er ikke et gyldigt samtykke ifølge Forbrugerombudsmanden. Det er bare få mennesker der gider at tjekke den af, og det kan du gøre lidt ved.
Prøv at tilbyd dine kunder at de får gratis fragt, imod at de tilmelder sig dit nyhedsbrev. Det er klart, sælger du paller med brænde, er det nok ikke den bedste forretning for dig.
Det skal nok få folk til at tilmelde sig dit nyhedsbrev.
13 kommentarer
Super god blogpost, men flere gode råd.
Det er dog ikke alle webshops som har mulighed for at implementere test-software til splittesting – Med mindre man skal have en programmør på sagen.
Det er heller ikke alle systemmer hvor du kan ændre i de statiske sider, som checkout-siderne.
Men eller en rigtig god gennemgang af de vigtigste punkter.
Hej Brian
I forbindelse med webshop og wordpress – hvilke plugin eller webshop modul anbefaler du til WP
Tak for en god blog
Kim
Så er du jo bare på den forkerte webshop platform – alle webshop platformen burde i en eller anden udstrækning kunne splitteste. Men ja, der skal nok en programmør ind over – men han kan nu altså være godt givet ud.
Jeg plejer selv at bruge WP e-commerce, http://getshopped.org. Jeg anbefaler på ingen måder, at du falder for fristelsen til at bruge et shop system indbygget i et WordPress theme. Det SKAL i mine øjne være et plugin, ellers er du stavnsbundet til dit theme for resten af din webshops levetid.
Hej Brian
Giver god mening og tak for linket
Dbh.
Kim
Lige landet her 1. gang. Ser godt ud. Jeg er lige startet med webshops, sikke en jungle. Mener du denne bog: Don’t Make Me Think!: A Common Sense Approach to Web Usability af Steve Krug ?
Hilsen Michael
Ja, lige præcis. Bemærk, at den findes i en second edition, og det er den du gerne vil læse. Her er direkte Amazon link – http://www.amazon.co.uk/Dont-Make-Me-Think-Usability/dp/0321344758/ref=sr_1_1?ie=UTF8&qid=1305545102&sr=8-1
tak, du er hurtig. Bogen handler så vidt jeg hurtigt kan se om brugervenlighed, er det korrekt? Hvilke grunde ville du ellers give, at jeg burde læse den?
Det har rigtig meget med brugervenlighed at gøre – rent faktisk det eneste den beskæftiger sig med. Når du først har fået dine besøgende ind på din side, så er brugervenlighed det vigtigste redskab du har for at skabe en høj konverteringsrate.
den må jeg kigge i. Tak for tip. Håber at mit bibliotek kan skaffe den.
Hej Michael,
Køb don’t make me think – den er alle pengene værd, og så kan du også skrive noter og idéer ind, efterhånden som de popper op 🙂
Hej Kjeldsen. Jeg har lige bestilt den på biblio – pænt udlånt forsk. steder i DK !! Hvis jeg synes, at den er pengene værd (alt er relativt) kan jeg jo købe den, men jeg har faktisk ikke købt en bog i mange år.
Så kom den til mit lokale bibliotek i udkantsdanmark 😉
Jeg har læst de første 50 sider af “Don’t Make me think”. Rigtig god, velskrevet, behagelig og informativ bog at læse. Der står jo masser af tips, som de fleste webdesignere aldrig har givet sig til at læse eller høre om, fordi de har så travlt med at fylde på websiderne – jeg skrev om mig selv 😉
1.000 tak, kan varmt anbefales
Hilsen Michael
Kommentarfeltet er lukket. Fang mig på LinkedIn i stedet.
