Skrevet i 2007, opdateret i oktober 2026. Mine egne erfaringer står, som de var. Regler, værktøjer og tal er tjekket igen.
Jeg havde den fornøjelse at kunne interviewe iværksætteren Helle Guldmann, som har succes med at sælge børnetøj i webshoppen House of Kids. Personligt syntes jeg det var en flot webshop, og jeg vidste at flere af mine venner med børn handlede i webshoppen. Jeg stævnede hende til et interview om nogle forskellige aspekter i det at drive en webshop, og hvad den kommende julehandel havde at sige. Interviewet blev lavet i oktober 2007, så tal og priser er fra dengang.
Først for at introducere dig overfor læserne, kan du så fortælle kort om dig selv og hvad din webshop tilbyder?
Helle Guldmann, 34 år. Jeg er uddannet grafiker og startede i 1999 som selvstændig indenfor design af markedsføringsmateriale til virksomheder samt udarbejdelse af konferenceaviser og rapporter til den offentlige sektor.
Jeg er gift med Per og vi har sammen to børn, Cecilie på snart 10 år og Nicolai på 3 år. Vi bor i hus i Mårslet som er en lille landsby syd for Århus. Jeg er en ildsjæl af natur og brænder for det jeg laver. At få nye ideer og være kreativt tænkende er en del af min hverdag. Jeg er meget impulsiv, hvilket både kan være godt og skidt. Brænder jeg for noget er jeg med 100% hele vejen.
House of Kids sælger børnetøj og sko af høj kvalitet. Tøjet er i den lidt dyrere ende af skalaen. Jeg lægger vægt på den rigtig gode service, tager altid telefonen, måler gerne tøjet hvis det ønskes og sender bestillingerne samme dag de kommer ind.

Din webshop har eksisteret siden september 2005, men hvornår startede du forberedelserne?
Jeg startede på idéstadiet i februar 2005. På daværende tidspunkt var udbuddet på nettet ikke særlig godt indenfor mange områder, også børnetøj. De shops der var på det tidspunkt var grafisk set ikke særligt overskuelige og jeg kunne se at jeg kunne bruge min viden på en god måde her.
Andre grunde ud over udbuddet? Jeg gjorde det fordi jeg så en udfordring og fordi jeg havde lyst til at lave noget som jeg kunne få til at vokse.
Hvor lang tid gik der fra tanke til at du åbnede for de første online kunder?
Et halvt år. I den periode lærte jeg shopsystemet fra DanDomain grundigt at kende, købte ind hos leverandørerne og fik planlagt det hele ned til mindste detalje.
Hvad var de største forhindringer på vejen til at åbne House of Kids?
Den største forhindring var at få overbevist de leverandører jeg ønskede, om at det var en god idé at de solgte deres varer på nettet. På det tidspunkt var det ikke alle som var parate til at tage det skridt og gå online. Det krævede en vis portion stædighed og vedholdenhed at få dem med.
Havde du lagt en plan for hvornår du skulle blive fuldtid med webshoppen, eller var det noget som du dengang regnede med kunne lade sig gøre med det samme?
Egentlig havde jeg bare tænkt mig at det skulle foregå stille og roligt til at starte med og at jeg ikke skulle bruge så meget tid på det i starten. Men allerede efter det første halve år tog det fart, uden jeg egentlig havde gjort ret meget. Efter det første år måtte jeg lukke Guldmann Design og hellige mig shoppen 100%. Et par måneder efter ansatte jeg Nanna og et par måneder efter kom Gitte til. Begge arbejder fuld tid, så samlet er vi 3 på fuld tid nu. Og så har vi en vikar vi trækker på samt et par skolepiger i højsæsonerne.
Har salget i webshoppen udformet sig som du forventede, har du nået dine planlagte budgetter?
Ja, selve salget har egentlig holdt budgetterne meget godt. Jeg bliver dog ind i mellem revet lidt med når jeg er ude at købe ind hos leverandørerne, og det giver da et rap over nallerne ind i mellem, når der så er for mange varer som går på udsalg. Her lærer jeg hver gang og bliver skarpere og bedre til at disponere.
Nu har webshoppen eksisteret i cirka 2 år. Føler du at der er kommet ro på og webshoppen yder som forventet?
Jeg har en mærkelig tendens til at lave uro hver gang der kommer ro på, så der bliver nok aldrig helt roligt her. Men omsætningsmæssigt er jeg et godt sted lige nu og på den måde er der ro, således at både jeg selv og mine ansatte kan få løn uden at jeg går og er nervøs over det. Det tænkte jeg meget på i starten, og det er rart på den måde at det bare kører så godt nu.
Nu er det snart ved at være juletid, og det er jo butikkernes bedste periode. Hvad har du gjort for at forberede dig på den?
Helt ærligt… ingenting…. December måned er faktisk ikke en specielt god måned indenfor salg af børnetøj. Udsalget ligger lige om hjørnet og folk bruger penge på legetøj til børnene. Vi sælger da noget da nogen stadig får bløde pakker, eller synes ungerne lige skal have lidt lækkert tøj til juleferien. Men det er ikke som indenfor andre brancher som eks. Legetøj, brugskunst, bogsalg osv. Og så skal vi flytte til nye lagerlokaler midt i December, så derfor har jeg heller ikke planlagt en hel masse.
Kommer der specielle jule kollektioner?
Enkelte mærker kommer med en julekollektion her i oktober, ellers er det bare efterårstøjet som fortsat sælges.
Hvor stor betydning har julesæsonen for din webshop?
Ikke ret stor betydning. De gode sæsoner er når det vælter ind med nye varer i august og i januar måned, der er der virkelig fart på og alle vil have det nyeste af det nyeste. Så her er der dejligt travlt.
Det kommer som en overraskelse, så salget stiger ikke i december måned?
Du er nok overrasket, hva? Du forventede at vi havde et supersalg i december, men det er faktisk sæsonens dårligste…. sammen med juni, begge måneder fordi udsalget snart starter…
Lidt strategisk snak, hvor ser du House of Kids om 3 år?
Om 3 år.. aner det ikke.. om 1 år ser jeg at vi nok er et par stykker mere i House of Kids. Jeg har et par projekter i støbeskeen, og vil gerne åbne et par søstershops, men indtil videre holder jeg det lidt for mig selv endnu.
For at slutte af, har du så nogle gode råd og guldkorn til de der går med tanker om at åbne en webshop?
Masser! Et af de vigtigste er at man IKKE kommer sovende til det. Uanset hvordan du vender og drejer det kan du ikke ligge på sofaen mens ordrerne klikker ind.. Mange tror at de lige kan åbne noget i fritiden og sælge det billigt. Men det holder ikke, hverken tidsmæssigt eller økonomisk.
Dernæst skal der en god portion penge til markedsføring og søgemaskineoptimering. Hvis du ikke er synlig i søgemaskinerne sælger du ingenting og det vil være det samme som at åbne en fysisk butik ude i ørkenen… Det er dyrt at markedsføre sig på nettet. Google Adwords (som i dag hedder Google Ads) koster vel i snit 1 kr. Pr. Klik. Lige når du åbner, er det måske en ud af hundrede som lægger et køb, så kan man næsten regne videre selv. Hvis du er heldig kan du med almindelige varer komme op på 3-4 køb ud af 100 besøgende, så det koster kassen at markedsføre sig.
Mange laver gratis fragt for at lokke kunderne til. Det holder heller ikke. Lige nu i 2007 koster det 48 kr. at sende en lille pakke med Post Danmark og fra januar 2008 koster det 54 kr. Hvis du så regner markedsføringen oveni den gratis fragt, skal der ikke mange kloge hoveder til at regne den ud.
Der hvor jeg vil mene man skal være superskarp, er i udvalget af sine varer og leverandører. Folk køber gerne noget de kender, og betaler også gerne for det. Vi har varer som absolut er overeksponeret på nettet og vi sælger dem stadig supergodt.
Et andet godt råd er at have fuld opbakning fra familien. Hos os er det min mand som står for hoveddelen af det huslige og ham der laver mad. Lidt den omvendte verden når jeg er kvinde og mor, men han synes også det er spændende det vi har gang i og jeg får rigtig god støtte og sparring gennem ham. Det er vigtigt.
Se webshoppen House of Kids her: Børnetøj i høj kvalitet

Helle Guldmann og hendes to børn.
House of Kids i dag
Helles råd om at man ikke kommer sovende til det, har holdt. House of Kids findes stadig, nu med adresse i Odder, og på shoppens egen teamside står Helle som stifter og direktør for et hold på 14 personer. Shoppen sælger skandinavisk børnetøj, babytøj og børnesko og har også butikker rettet mod andre lande end Danmark.
Går du selv med tanker om en webshop, har jeg skrevet om, hvordan du starter en webshop, og lavet et roadmap til launch af en webshop. Et andet interview med en webshopejer fra samme tid er det med Heidi fra MyPets.dk.