Gå til indholdet

Skat for enkeltmandsvirksomhed

24. september 2007· Iværksætter Generelt· Brian Brandt

Skrevet i 2007, opdateret i oktober 2026. Mine egne erfaringer står, som de var. Regler, værktøjer og tal er tjekket igen.

skat enkeltmandsvirksomhedHvor meget skal man betale i skat som enkeltmandsvirksomhed? Det er faktisk ikke sådan ligetil at svare på. Jeg gik i gang med en større undersøgelse, hvor regler og satser begyndt at hobe sig op om ørene på mig.

Jeg har altid hørt, at en enmandsvirksomhed godt kunne forvente at betale mindst 50 % i skat. Det passede nogenlunde, da jeg regnede på det første gang i 2007, men med satserne for 2026 ligger det lavere ved et almindeligt overskud. Og alle procenterne er faktisk ikke skat, men også andre bidrag.

Jeg søgte faktisk efter en enkel og nem oversigt for hvor meget man skal betale til SKAT, når man har en given omsætning og vareforbrug, samt hvornår man skal angive sit momsregnskab.

Efter at have søgt og spurgt mig frem på Aminos forum, kunne jeg lave et simpelt regnestykke, som jeg vil gengive her med tallene for 2026. Skatten i din egen kommune kan du finde i oversigten over kommuneskatter.

De statslige skattesatser i 2026

Først skal der lige forklares, at der i dag findes fire typer statslige skattesatser.

Bundskat: 12,01 % (alt over personfradraget på 54.100 kroner)
Mellemskat: 7,5 % (alt over 641.200 kroner)
Topskat: 7,5 % (alt over 777.900 kroner)
Toptopskat: 5 % (alt over 2.592.700 kroner)

Grænserne for mellemskat, topskat og toptopskat gælder din personlige indkomst, efter at arbejdsmarkedsbidraget er trukket fra. Mellemskatten er i øvrigt den gamle topskat under et nyt navn, og topskatten og toptopskatten er nye trin fra 2026.

Regneeksempel

Eksempel (indregner ikke moms)

Omsætning 500.000 kroner
Vareforbrug 100.000 kroner
Overskud 400.000 kroner

Arbejdsmarkedsbidrag 8 % af 400.000 kroner = 32.000 kroner
Tilbage efter arbejdsmarkedsbidrag = 368.000 kroner

Skatteprocenten for resten bliver så, og hold nu fast

Kommuneskatten (Ringkøbing-Skjern kommune) = 25,00 %
Kirkeskatten (Ringkøbing-Skjern kommune) = 1,05 %
Bundskatten = 12,01 %

Sammenlagt = 38,06 %

Sundhedsskatten på 8 %, som var med i regnestykket i 2007, findes ikke længere. Den blev trappet ned fra 2012 og forsvandt helt i 2019.

Hold nu endnu mere fast, for nu skal vi betale forskelligt afhængigt af hvor meget vi tjener:
Først har man et personligt fradrag på 54.100 kroner du ikke betaler skat af.

368.000 minus 54.100 = 313.900 kroner
313.900 x 38,06 % = 119.470 kroner

Da 368.000 kroner ligger et godt stykke under grænsen på 641.200 kroner, kommer der hverken mellemskat eller topskat på. Mellemskatten rammer først, når overskuddet før arbejdsmarkedsbidrag kommer op på knap 697.000 kroner.

Arbejdsmarkedsbidrag 32.000 kroner + skat 119.470 kroner = 151.470 kroner

Resultatet bliver således (400.000 minus 151.470) = 248.530 kroner.

Det svarer til knap 38 % i alt, så de 50 % holder ikke ved det overskud i dag. Dette er dog lidt “forenklet”, da pensionsindskud og renteudgifter/indtægter også har noget at sige i regnskabet. Der findes også fradrag, fx beskæftigelsesfradraget på 12,75 % af arbejdsindkomsten i 2026, som trækker skatten lidt ned. Dem har jeg ikke regnet med her. Men på det punkt, der skal vi nok have en revisor på banen.

OBS! Hvis det er en enmandsvirksomhed, så husk på, at dette skal ligges oveni din personlige indkomst, hvis du har et job ved siden af. Det vil sige, at du hurtigere kan komme op i mellemskatten og topskatten.

Hvornår skal skatten betales?

Mange gange har jeg undret mig over, hvornår skat skal indbetales når man er enkeltmandsvirksomhed. Jeg synes at skatteregler og momsregler kan være noget af det mest indviklede og bruger mange timer på at læse mig til reglerne.

Som selvstændig betaler du løbende B-skat ud fra din forskudsopgørelse. B-skatten betales i 10 rater, én hver måned undtagen juni og december. Går det bedre eller dårligere end forventet, så ret forskudsopgørelsen i TastSelv, så de resterende rater passer bedre til årets overskud.

Har du betalt for lidt, ender du med en restskat. Skattestyrelsen regner rente af restskatten fra 1. januar året efter, så det belønner sig at indbetale skat i ordentlig tid. Reglerne ser sådan ud:

  • Betaler du restskatten mellem 1. januar og 1. juli, betaler du en dag-til-dag-rente frem til betalingsdagen.
  • Betaler du ikke senest 1. juli, lægges der i stedet et procenttillæg på, og restskatten op til en fast grænse bliver regnet ind i din skat for året efter.
  • Den del af restskatten, der ligger over grænsen, bliver opkrævet i op til tre rater i august, september og oktober.

Satserne skifter fra år til år. For restskat for 2025 var renten 3,7 %, procenttillægget 5,7 % og grænsen 25.368 kroner. De aktuelle tal står på skat.dk/restskat.

Håber dette simplificerede skat for enkeltmandsvirksomhed lidt.

20 kommentarer

Brian Christensen28. oktober 2007

Jeg er utrolig meget i tvivl omkring hvorvidt jeg skal starte mit eget. Pt. er situationen således:

Jeg har en virksomhed der vil hyre mig freelance til 5.000,- ekskl. moms om dagen og umiddelbart til minimum 10 dage om måneden.
Jeg har ved siden af så mulighed for at lave konsulent opgaver og deslige for yderligere omsætning. Der er også mulighed for at få flere dage pågældende sted samt hos andre virksomheder der også er interesserede.
Mit spørgsmål går jo så på om det alt i alt kan lønne sig når man tager alt det administrative i betragtning, skat osv.
Ligenu tjener jeg imellem 35-40.000,- før skat skal det lige siges.
Et plus er måske at jeg overhovedet ikke skal investere en krone da det er min viden jeg sælger.
Jeg synes det er en virkelig svær beslutning og har lidt svært ved at få klarhed omkring hvad jeg skal.

Nogen herinde der kender til de spørgsmål ?

Mvh.

BC

Brian BrandtForfatter28. oktober 2007

Velkommen til bloggen, Brian! 🙂

For mig at se, så har du jo muligheden for netop at blive selvstændig, da du nærmest allerede har en aftale på hånden, som kan sikre dig en god månedlig indkomst. Det er ikke mange iværksættere som kan sige det.

Hvis du vælger at tage imod freelance jobbet, så vil jeg råde dig til, at få en meget konkret kontrakt på bordet, som begge parter er indforstået på. Kontrakten skal så sikre dig, at du får de minimum 10 dage i måneden.
Det vil jo give dig en rigtig fin månedsløn, og du vil udover det, kunne bruge tid på at forstærke din nye virksomhed, kontakte nye kunder, opbygge netværk og den slags.
Hvis jeg stod i din situation, og havde muligheden for at sikre en månedlig indkomst, så var jeg sprunget til ret hurtigt. 🙂

Men du skal ville det at være selvstændig, og nu ved jeg ikke hvad dit job går ud på, men det er også noget du skal brænde for.

Bent19. juni 2009

Skat i enkeltmandsvirksomhed?
Mit spørgsmål er stillet op som en der sælger en ting.
Varen indkøbt for kr.100,-
Varen solgt for kr.200,- m moms.
Moms fra der. Kr.200,- = kr.50,- i Skat. ?
Tilbage er Kr.150,- minus Varens indkøbspris kr.100,- = Overskud Kr.50,-
Skal der betales A eller B Skat(50%) af overskudet Kr.50,- = kr.25,- ?
vil det sige man skal betale i alt. Kr.75.- ud af de Kr.200.- i Skat. Eller hvordan? og Ens udbetalte Løn vil deraf blive Kr.25,- ?
Hvis det er sandt.. såå kan det vist ikke betale sig.. ha ha ha.
Mvh.Bent

Brian BrandtForfatter19. juni 2009

Moms er jo ikke skat – bare lige for at rette den. Du betaler kun skat af dit overskud, dvs i dit tilfælde de 50 kr.
Men dit regnestykke er rigtigt nok ellers – og i dit tilfælde vil jeg mene du har prissat din vare forkert 🙂

Alex Blom6. december 2010

Jeg har et par spørgsmål angående skat af min enkeltmandsvirksomhed, som jeg ikke lige har kunnet finde svar på andre steder.
1) Kan skat af virksomhedens overskud trækkes fra i virksomhedens regnskaber?
2) Kan jeg frit bruge at virksomhedens overskud til private formål?
Mvh
Alex

Rene11. juli 2011

Altså moms af et beløb på 200 kr inkl. moms er 40 kr og ikke 50 kr !!!

Du lægger 25 % til… Og så må du altså kun trække 20% fra hvis det skal gå op – Så admin. Klar regnefejl. Og momsdelen du skriver er forklaret forkert.

Men køber du noget til 100 kr, så sælger du ikke til 200 kr. AAALLLTTTTT for lidt 😀

Jeg har ting jeg køber til 8 kr som jeg sælger til 200 kr. Se det giver straks mere mening 😉

Brian BrandtForfatter11. juli 2011

Nu var det ikke mig der skrev de 50 kr.. 🙂 – men du har ret, det skulle have været 40 kroner.. Bent altså … 🙂

Godt spottet Rene…

Brian BrandtForfatter11. juli 2011

Hej alex..

Nej – du kan ikke trække skat fra .. he he… godt forsøgt.. men desværre – det er en udgift som ligger udenfor dit regnskab.

Når du har betalt din skat, så kan du frit bruge af overskuddet i privat regi – men du kommer til at betale privat skat af dem.

Rene11. juli 2011

Hey … Finder aldrig nogen herinde jeg kan sætte fingre på – så var nød til det 😀 Hehe 😉

Alex Blom12. juli 2011

Hej Brian,

Tænkte nok, at den ikke gik at trække skatten fra, men jeg kunne jo have overset noget – hehe.

Anden del af svaret forstår jeg ikke rigtigt, for når jeg får min årsopgørelse, så er der jo allerede indregnet skat af mit overskud i virksomheden. Skal jeg så betale skat igen, hvis jeg bruger af firmaets overskud? På den måde bliver der jo betalt skat to gange af samme beløb. det kan da ikke være rigtigt – eller kan det?

Brian BrandtForfatter12. juli 2011

Du betaler kun 25% i virksomhedsskat. Trækker du pengene ud privat, skal du betale x % af det beløb.

1000 kr – 25% = 750 kr
750 kr – ca. 40% = 450 kr
Det vil sige du ender med at betale 550 kr i skat, ud af de 1000, dvs ca. 55%. Det kommer jo lidt an på om du skal betale topskat eller ej.

Ebbe2. august 2011

Hej Brian

Tak for din letforståelige udredning. Jeg har lige en enkelt kommentar. Du skriver:

Bundskat – 5,48 % (alt mellem 39.500 og 272.600 kroner)
Mellemskat – 6 % (alt mellem 272.600 og 327.200 kroner)
Topskat – 15 % (alt over 327.200 kroner)

Men din beregning giver:

Bundskat – alt over 39.500
Mellemskat – alt over 272.600
Topskat – alt over 327.200

– hvilket så vidt jeg har kunnet finde ud af, er korrekt.

Vh Ebbe

Brian BrandtForfatter2. august 2011

Nu er det dette jo et efterhånden meget gammelt indlæg – så vidt jeg husker, så er mellemskatten forsvundet, så der kun er skat og topskat (misundelses-skatten)..

Men jeg er ikke helt med på dit spørgsmål – hvad spørger du om ?
Husk på, at de 5,48% måske er ændret i dag, 2011, og at de skal ligges oveni den kommuneskat du har.

Leila4. oktober 2011

Hej Brian

Jeg er en lønmodtager og har et enkeltmandsfirmaet i fra januar og jeg betal hver kvartal moms lige efter bogen, men jeg har ikke været i skatvisning og får ændre min indkomst, er det en dårlig ide ? eller måske man skal gør det fra starten af ?

Med venlig hilsen

Leila

Brian BrandtForfatter4. oktober 2011

Jeg forstår ikke dit ord: skatvisning ?

Leila5. oktober 2011

Hej igen

Ups det var vist en fejl , jeg ment skatvæsnet .

med venlig hilsen

Leila

Henrik Madsen10. oktober 2011

Hej Brian

Jeg er ansat ved en klinik for fysioterapeuter som selvstændig massør og skal betale 40% af min indtægt i form af provision, jeg låner lokaler og der er en sekretær som booker mine tider, centret står også for reklamer osv. Kan dette betragtes som en udgift således at jeg kan trække det fra i min opgørelse?

mvh

Henrik

Esben Christensen26. januar 2012

Hej.
Jeg er uddannet elektriker som nyligt er begyndt at studere. For at supplere min SU har jeg overvejet at starte en enkeltmandsvirksomhed med henblik på at leje mig ud til det firma jeg tidligere var ansat i(inden studiestart).Derfor vil min indtjening selvfølgelig skulle ligge under det der er tilladeligt at tjene på SU, ca. 90.000 kr om året. Nu skriver du at de første 39.500 man tjener er skattefri. Vil det sige at jeg kun skal “bekymre” mig om at betale skat af de resternde 50500 kr?
Er der umiddelbart andet jeg skal være opmærksom på i forhold til at jeg er på SU, det skulle jo nødig ende med at jeg skal betale SU tilbage.

Danni26. februar 2012

Angående skat af personlig løn, i min enkeltmandsvirksomhed, det vil sige, det som jeg lønner mig selv med hver måned for at dække mine private udgifter, skal jeg betale min skat for hver måned eller hvordan? I en kalender jeg har downloaded fra skat står bl.a. ca for hver den 10. i hver måned; “A-skat og AM-bidrag for små virksomheder.” Er det mig eller? Jeg har en årlig omsætning på ca. 400-600.000 kr. i en enkeltmandsvirksomhed.

allan hansen27. september 2012

jeg troede at overskud i enkeltmandsvirksomhed blev beskattet som privat indtægt og beskattet som sådan.

Kommentarfeltet er lukket. Fang mig på LinkedIn i stedet.

Skal jeg hjælpe jer med AI?

Jeg har læst, skrevet og bygget det her i over 20 år. I dag bruger jeg det hele på at få AI til at virke i rigtige danske virksomheder.

  • Udvikling med AIJeres eget system, dashboard eller integration, bygget med AI-agenter og med AI indbygget.
  • WorkshopsDine folk lærer at bruge AI på deres egne opgaver. Ikke teori, men det de sidder med i morgen.
  • Rådgivning og foredragHvor skal I starte, hvad skal I lade være med, og hvad koster det.

Nyhedsbrevet om AI, der virker

Ét nyhedsbrev om måneden om AI i danske virksomheder: hvad der virkede, hvad det kostede, og hvad der gik galt. Nyhedsbrevet sendes fra mit firma, AI Hero.

Du får en mail, hvor du bekræfter tilmeldingen. Afmeld med ét klik i bunden af hvert nyhedsbrev. Læs privatlivspolitikken.