
Denne gang havde jeg fornøjelsen af at interviewe Anette Sand, der er i gang med at starte sit første aktieselskab. Hun er en person som jeg beundrer meget, da der ikke er langt fra idé til handling. Hun har skrevet en masse let læselige regnskabsbøger og hun hjælper iværksættere både på hendes regnskabskurser, men så sandelig også med sin store aktivitet på Amino.dk. Interviewet blev til en god snak om hendes mange tiltag og om hendes opstart af aktieselskabet.
Først for at fortælle læseren lidt om hvem du er, kan du så fortælle hvad du er blandet ind i af forretninger?
Anette: Jeg var 37 år, før jeg fandt på at blive iværksætter, og set i bakspejlet skulle jeg have startet meget før. For jeg elsker at se udmøntningen af ideer i praksis. Inloco startede som Inloco Blandet Byhandel, hvor jeg indrettede en lille butik og solgte hjemmelavet naturkosmetik, friskkværnet korn, økologiske urter og så videre. Men forretningen gik ikke så godt – der var alt for meget, jeg ikke vidste om f.eks. PR – så efterhånden droslede jeg butikken ned og lavede mere og mere regnskabsservice, og til sidst flyttede vi herind på Gråbrødretorv, København K., og lavede Inloco Regnskab.
Det viste sig hurtigt, at den kundegruppe som er sjovest at arbejde med, nemlig iværksættere, også er dem, der har mest brug for hjælp til regnskabsmæssige og administrative opgaver. Og rigtig mange iværksættere vil egentlig godt lave meget af arbejdet selv – de har bare brug for nogen, der kan lære dem det. Og så en hotline, til når der opstår uventede situationer. Derfor er ”almindelig bogføring” kun en lille del af vores aktiviteter i Inloco Regnskab nu. Vi bruger megen mere tid på at undervise i regnskab eller at bogføre sammen med iværksætterne.
Så vi er gode til iværksætterregnskaber – bredt set. Og samtidig bliver en del af vores kunder jo over årene til store og succesfulde forretninger. Og så er det en stor fornøjelse at kunne følge med hele vejen. Jeg har ikke selv tid til at bogføre bilag længere, men jeg er med i en del udviklingsaktiviteter i forskellige virksomheder, og så har jeg heldigvis nogle dygtige ansatte, som tager sig at det løbende bogholderi.
Du er ejer af Inloco Regnskab, Franciskanerserien, Regnskabsskolen, mitregnskab.dk og du skriver på et par forskellige blogs. Anette, hvad er det som driver denne iværksætter-trang?
Anette: Der skal ske noget. At være iværksætter er en lang læreproces, hvor jeg sætter nye mål for mig selv hele tiden. Og forhåbentlig får skabt nogle gode resultater i processen. Nogle mennesker foretrækker at analysere tingene grundigt, inden de sætter dem igang. Jeg vælger gerne at afprøve tingene. MitRegnskab.dk, er et resultat af et forsøg: Kan det lade sig gøre. Og frem for at lave lange analyser af mulighederne, så gør vi det, og ser, hvad der sker.
Franciskanerserien er også et udslag af en impuls: Der mangler noget let læseligt og meget overskueligt litteratur. Det laver vi bare. Jeg gider ikke udvalg og lange processer men synes meget mere om praktisk handling.
Med alle de tiltag, hvordan får du tiden til det?
Anette: Det er sandelig heller ikke så let. Det har hjulpet mig meget, at Inloco Regnskab er vokset. For det at have et velfungerende kontor udvider min kapacitet: Jeg kan sige ”ja” til flere ting, uden at skulle arbejde nætterne igennem, fordi jeg kan få hjælp, hvis jeg har brug for det. Og forretningen Inloco Regnskab kan godt køre, selvom jeg river et par dage ud af kalenderen til et andet projekt.
Men selvfølgelig kan man ikke lave så mange forskellige ting på én gang, uden ind imellem at knokle mange timer til en uhyrlig dårlig løn. Men så får man så meget andet ud af det. Franciskanerserien, f.eks., har medført, at Børsens Forlag har henvendt sig om en bog. Den udkommer her først i december, og det glæder jeg mig rigtig meget til. Så gode initiativer fører gerne noget mere med sig, og så var den weekend, der røg med redigering af en Franciskanerbog, jo alligevel en god investering.
Hvordan holder du styr på alle detaljerne, har din regnskabsindsigt hjulpet dig på den front?
Anette: Man kan måske sige, at min baggrundsviden om regnskab og administration gør, at jeg hurtigt kan overskue detaljer og konsekvenser af nye initiativer. Men jeg er ikke typen, som skriver ”to-do”-lister og krydser af, når jeg er færdig, jeg løser opgaverne i den rækkefølge, der virker mest logisk, og så plejer det hele bare at gå op i en helhed. Og hvis det ikke gør, så er det, at jeg får hjælp fra mine medarbejdere eller mit meget store og kompetente netværk.
Du kører også en brevkasse, hvor man kan få svar på sine regnskabsproblemer og du kører kurser for iværksættere og gratis informationsmøder. Er du ikke bange for, at din regnskabshjælp bliver overflødig og at du mister kunder på den bekostning?
Anette: Nej. Bestemt nej. Du taber ikke kunder på at dele ud af din viden. Tværtimod. Jo mere, du deler ud, jo flere kunder får du. At omgive sig selv med et slør af hemmlighedskræmmeri skaber ikke tillid. Et afhængighedsforhold er heller ikke den bedste basis for gensidig udvikling. Jeg vil gerne udvikle mig i takt med mine kunders behov, det kræver tillid og samklang. Jeg viser folk, hvad jeg kan – og er heller ikke bange for at sige, hvad jeg ikke kan.
Alt, hvad du sender ud, får du tilbage.
Du har også været med til at skrive adskillige bøger om regnskaber, og de bliver udgivet igennem dit eget forlag Franciskaneren. Har I fået nye kunder igennem de bøger?
Anette: Målet med Franciskanerserien var først og fremmest at dække et akut behov for klar tale om de mest almindelige iværksætterspørgsmål. For en servicevirksomhed er det også rart at have et fysisk produkt, f.eks. i form af bøger. På den måde kan man nå længere ud, end det ellers er muligt, og hvis læseren af bogen er tilfreds, vil det jo smitte af på hele virksomheden. Så Franciskanerbøgerne er med til at brande os mere generelt, og så har vi nogle gode bøger, som vi også kan bruge som undervisningsmateriale på kurserne. Men hvis man skal se på, hvor vores kunder kommer fra, så er det mest anbefalinger fra andre kunder og fra rådgivere – og så mine aktiviteteter på internettet, der tæller stærkt i statistikken.
Jeg ved du er ved at stifte et aktieselskab, Anette Sand A/S. Kan du fortælle nærmere om hvordan det kommer til at fungere?
Anette: Inloco Regnskab er nået til det punkt, hvor vi ikke når længere alene ved organisk vækst. Hvis firmaet skal udvikle sig, skal der altså tages nogle initiativer som styrer udviklingen i en bestemt retning, og den slags medfører jo gerne, at der er behov for flere ressourcer.
Samtidig har jeg undervist måske 600 iværksættere på korte kurser og bliver oftere og oftere kontaktet af også større virskomheder, som har brug for noget egentlig regnskabskundervisning.
Derfor vil jeg lave en regnskabsskole. Det har man i alle mulige andre lande, bare ikke i Danmark. Vi lægger ud med et ambitiøst projekt med et diplomkursus, som løber over 20 kursusdage fra september til maj. Og så fortsætter vi med de korte kurser og laver en række seminarer hen over 2008, som er målrettet iværksættere og små vækstvirksomheder.
Egentlig havde jeg tænkt at skulle lave Regnskabsskolen A/S. Men da mit (meget skrappe) advisory board, som jeg har samlet netop i anledning af selskabsomdannelsen hørte om projektet, endte det med, at selskabet hedder Anette Sand A/S – fordi det er mere inkluderende end Regnskabsskolen alene. Det vil sige, at Anette Sand A/S omfatter en hel række aktiviteter, f.eks. også Inloco Regnskab, Franciskanerserien og hvad der ellers måtte være.
Det er en meget spændende proces. Frem for at låne den nødvendige kapital i banken vælger jeg at sælge aktier til mit netværk. Min egen ejerandel afhænger så af, hvor mange aktier, der bliver solgt. Men min indflydelse er fastlagt på forhånd, fordi jeg får nogle aktier, som har en større stemmeværdi end de andres.
Det med aktierne betyder, at jeg har arbejdet meget med beskrivelsen af idegrundlaget og en slags forretningsplan – uden at den dog ligner de sædvanlige. For jeg skal ikke bare forklare banken, hvad det er, jeg vil. Jeg skal kunne fortælle om det til mange forskellige mennesker.
De, som investerer i Inloco Regnskab, får en hel masse networking og en række andre meget konkrete aktionærfordele ud af de og jeg får styrket mit nære netværk betydeligt. Der er også et par virksomheder, som af forskellige årsager ikke kan købe aktier men i stedet har tilbudt mig et sponsorat. Jeg venter på kontrakterne, lige nu. De får langt hen ad vejen de samme fordele som ejerkredsen men er naturligvis med på en anden måde, idet de ikke skal have del i overskuddet og ikke kan stemme til generalforsamlingen.
Så laver jeg en ret stor bestyrelse, som til gengæld ikke skal være særligt aktive i det daglige. Undtagen formanden og næstformanden, som er håndplukket til formålet og nogle kapaciteter inden for hvert deres område.
Hvad fik dig til at tage den beslutning om at stifte et A/S?
Anette: Et aktieselskab signalerer mere tyngde end et anpartsselskab. Jeg har været med til at lave et enkelt aktieselskab før, mens jeg har været med i processen om at omdanne enkeltmandsfirmaer til anpartsselskaber mange gange. Så langt hen ad vejen er det et spørgsmål om, at hvis jeg skal danne et selskab, kan jeg lige så godt lave et aktieselskab. Der er lidt flere udfordringer og læring for mig i det.
Det er lidt dyrere, og der er flere krav til administration og regnskab. Men hvis ikke vi skulle kunne klare det, ville der være noget alvorligt galt.
Og så lyder det jo godt, ikke? Anette Sand A/S.
Hvad kommer det til at betyde i fremtiden for dine forskellige tiltag, vil der komme færre, eller vil der netop blive mulighed for at lave flere?
Anette: Formålsparagraffen er meget bred. Så der er ikke så mange begrænsninger. Men i det første meget lange tid, vil jeg fokusere på at få Regnskabsskolen til at udvikle sig efter planen. Det er så vigtigt – vi har et stort og akut behov for flere dygtige regnskabsfolk i Danmark, og jeg kan ikke se, hvem der skulle løfte opgaven, hvis ikke jeg gør det.
På den anden side er det ikke realistisk at sige, at jeg ikke finder på nogle små projekter og nye tiltag undervejs. Jeg er ved at få lavet et nyt logo, hvor hver farve repræsenterer en aktivitet i firmaet. Og der er plads til en hel palet.
For at slutte af, har du nogle gode råd til de iværksættere som sætter snuden op efter en dag at blive et aktieselskab?
Anette: Du skal gøre dig klart, hvad det er, du vil med et aktieselskab. Det er både billigere og lettere at lave et anpartsselskab, så der skal være nogle gode grunde til at vælge aktieselskabet.
Det vigtigste er ikke selskabsformen men indholdet. Du skal være klar i mælet omkring hvad du kan, og hvordan du kan tjene penge på det. Hvis du har en enkeltmandsvirksomhed, så fokuser på at få den strømlinet og ”salgsbar”, så bliver den også lettere at omdanne.
Når du skal omdanne din virksomhed til et selskab, bliver der beregnet en goodwill. Der indgår forskellige faktorer, men indtjeningsevnen er meget vigtig. Sørg derfor for at skabe et passende overskud ud over din egen løn, så din virksomheds værdi bliver vurderet højt.
Følg med i Anette Sands egen blog, hvor hun skriver om regnskaber, bogføring, momsregler, skatteregler og andet regnskabsmæssigt.
[…] Iværksætter interview – Anette Sand fra Inloco regnskab og Franciskanerserien […]