Jeg har været i gang med at skrive alle mine bedste råd ned til hvordan man sælger ebøger på nettet. Disse råd skal mine forfattere på Forlaget Myll have, så de kan sælge endnu flere ebøger end de gør. Jeg tænkte at jeg lige ville dele lidt af de råd med dig også.
To ting sælger en ebog
Troværdighed og anbefalinger.
Jo mere troværdig du kan gøre din bog, jo nemmere har du ved et salg. Jo flere der anbefaler din bog, jo flere kommer ind på din side, og jo mere ”tilknyttet” vil de føle sig til din bog.
En ordentlig beskrivelse af bogen er noget af det vigtigste. Når vi snakker om ebøger, så har folk kun en beskrivelse at forholde sig til. I hvert fald hvis det er første gang de hører om bogen.
Så det første du bør gøre, er at sætte dig ned og tænke grundigt over din beskrivelse og sørge for at den samler op på alt hvad din bog indeholder. Få alle de ting med som skaber værdi for køberen.
Skriv en beskrivelse, så du overbeviser den besøgende om, at dette er bogen de altid har ønsket sig, og ikke kan undvære. Få så mange værdifulde facts med om bogen som muligt.
Nogle mener at tekster på internettet skal være korte – mine erfaringer og test siger lige det modsatte. Jo mere jeg kan få med som er positivt om bogen, jo flere bøger har jeg solgt.
Brug de kendte
Anmeldelser fra ”kendte” personer er altid rigtig godt sælgende. Prøv derfor at få så mange som muligt til at anmelde din bog. Gå på Google og led efter folk der har blogs om din bogs emne, måske andre forfattere indenfor samme genre eller måske nogle der holder foredrag om dit emne. Når du har fundet dem, så spørg om de har lyst til at få et gratis eksemplar som de laver en anmeldelse af.
Hvis du kan bruge noget af deres troværdighed som et salgsparameter for din bog, er det noget der virker rigtig godt. For eksempel har jeg flere “kendte på nettet” til at enten være redaktører på min bog eller være blevet en del af bogen i form af podcastings og interviews.
Hvis du vil se hvordan jeg har gjort det, kan du læse mine ”salgsbeskrivelser” her:
http://webshop-hvordan.dk/ og http://marketing.myll.dk/
Hvilke gode råd kan du komme med for at skabe mersalg for en ebog ?