Udnyt svagheder hos folk og forøg din omsætning

En uge på ferie i Tyrkiet Marmaris var virkelig en nydelse på de fleste fronter, nogle dog meget irriterende. Alle tyrkiske forretninger bruger nogle salgstricks, hvor de udnytter folks svagheder og derigennem forøger deres omsætning.

Men jeg forsøgte så at vende disse irriterende momenter til noget positivt og inspirerende. Ved at sætte mig ned og tænke lidt, er jeg faktisk kommet frem til nogle ting, som en iværksætter måske kan bruge som inspiration til at forøge ens omsætning.

Det skal lige holdes i tankerne, at når jeg skriver nogle “lærdomme”, så er det altså ikke alt jeg mener seriøst, men giver det en lidt sarkastisk tvist. Men tænk over dem og se om du ikke kan lære noget af det, for der er sikkert et par guldkorn eller to imellem.

Kæresten og jeg tog en bådtur, som vi betaler før vi tager afsted, og turen, er virkelig skøn, høj sol og vind i håret. Pludselig stopper vi på åben sø, og en speedbåd kommer op til vores båd og spørger om nogen vil have en tur på en bananbåd. Kun 50 kroner pr. person. Båden indeholder cirka 50 mennesker, og 15 mennesker tager imod tilbuddet. Lidt senere på vores bådtur kommer en anden båd op til os, ikke ret stor, og tilbyder at sælge os dejlige is. Til cirka 20 – 30 kroner stykket og normalprisen i Tyrkiet Marmaris er cirka 5 – 10 kroner. Næsten alle tager imod tilbuddet, for det er jo rigtig varmt. Denne bådtur scorede en masse mennesker en ekstra omsætning, da de i princippet har monopol på varen når de kommer helt ude på åben sø. Kan det mon overføres til en webshop.

Lærdom: Gør det muligt at folk kan købe en masse ekstra varer der relaterer til den service eller vare de modtager. Mersalg er ofte en meget overset faktor.

Denne her er ond, direkte modbydelig og jeg vil ikke anbefale folk at bruge denne teknik. Men folks samvittighed gør ofte, at man hopper på den (især når der står 4 – 5 tyrkere rundt om en). Jeg fik mig en barbering dernede, 25 kroner skulle jeg betale. Jeg får en barbering, en ansigtsmaske på, klippet nakkehår, en gang massage og noget sprit i ansigtet som jeg skreg og fældede en tåre over. Da jeg kommer ud og skal betale, kræver han mig 100 kroner, og jeg bedte aldrig om de andre ting, der blev bare gjort. Det ender i et stort skænderi, min kæreste råber højest med nogle engelske bandeord og jeg ender med at give ham 50 kroner og vi går vores vej ret så hurtigt, da jeg kan se andre tyrkere nærme sig stedet.
Vi kommer aldrig tilbage til dette sted, men det er han jo også ligeglad med, chancen for at vi fortæller det videre til andre som husker og kommer forbi hans butik er lille. Der kommer tusindvis af andre han kan hustle. Så for et feriested, er dette ganske enkelt et genialt trick, men direkte modbydeligt.

Lærdom: Lav mere for dine kunder end de havde regnet med og kræv så større betaling for det bagefter. Hvis kunden bliver sur, skal du bare spille dum og lade som om at du har hørt at de gerne vil have det.

Tyrkiske handelsfolk har det med at stå ude foran deres forretning eller restaurant og forsøge at få folk til at komme ind i deres butik og kigge på deres varer. Det er der såmænd heller ikke noget ondt i, men når de gør det for 100. gang, så begynder man at blive lidt træt af det.
Men det er en ting som er uhyre vigtigt for forretninger på et feriested. Vi gik inde i bazaren og kiggede, og blev rigtig irriteret over de forretninger der trængte sig på og blev ret ignorante og holdte til sidst op med næsten at takke nej til at gå ind i deres forretning. Selv de butikker med skiltet “No Hazzle” undgik vi, da der sgu blev hazzlet alligevel. Nogle steder kunne de dog snakke så godt for deres sag, at vi faktisk gik med ind i forretningen (nu er kæresten selvfølgelig også shoppoholiker, så hendes tærskel var ikke så høj som min).
Lærdom: Jeg vurderer at dem der står udenfor at snakker godt for sin sag (til at starte med snakker engelsk), de får 50% flere kunder i biksen end dem der IKKE “hazzler”. Så ud og fortæl du er der og snak for din sag.

Tyrkiet er en underlig størrelse hvad angår møntfod, da de for cirka 1 år siden slettede 6 nuller fra deres valuta, så man ikke længere er millionær når man kommer dertil. Kursen ligger lige nu på omtrent de 4,5 kroner for 1 lira. Men når man går rundt i basaren, så tager de imod både euro, pund og endda danske kroner. Dette har de forstået at udnytte i og med de sætter priser på i euro nogle steder, andre gange pund og ind imellem også lira. Dette forvirrer kunderne og man har svært ved at have en idé om hvad prisen er på varen og hvis du betaler i danske kroner, tager de som regel en meget dårlig kurs. Min kæreste især kunne ikke hitte rede i hvad hun skulle betale på noget tidspunkt, så jeg var forvandlet til en omvandrende lommeregner.

Lærdom: Danskerne vil gerne have en præcis pris på hvad de skal betale, men feriestederne kan hvis muligt benytte sig af flere valutaer for at forvirre kunden til at betale en dyrere pris.

I tyrkiske forretninger, i hvert fald på feriestederne, står der meget sjældent pris på varerne. Så hvis man vil vide det, skal man i dialog med ejeren og pludselig har han overtaget til at forhandle. Ofte starter ejeren på en vild overpris, og så er det meningen at jeg skal sige halvdelen af det og starte forhandlingen der. Nogle ejere starter så på en endnu højere pris, så halv pris ikke en gang er fair. Dette er vældig effektivt, da han så godt kan sige ja allerede når man har sagt den halve pris. Går man lidt rundt i basaren først, så ser man nogle gange at man kan starte på den halve pris af det den anden startede med, og så kan man starte på den halve pris af det og forhandle derfra. Forvirret? Opsummering så! En ejer tager som startpris 1000, og vi starter forhandling på 500. En anden ejer tager startpris 500, og vi starter forhandling på 250. Og vi taler om præcis den samme vare. Derfor er det vigtigt først at gå rundt og kigge lidt, da hvis man køber ved den første hurtigt kan blive røvrendt.

Lærdom: Start på en højere pris og lav så en stor rabat, da folk som regel bliver glade og tilfredse over store rabatter.

Tyrkiets basar forretninger er fyldt med kopivarer, Lacoste, Gucci, Loui Viutton, Nike, Addidas, Rayban, Hugo Boss og klassikeren Rolex uret. Og det tiltrækker rigtig mange ind i butikkerne når de ser mærkerne, og det at de kan få det til 10-20% af den rigtige pris. Ingen tvivl, kvaliteten er ikke engang i nærheden af den ægte vare, men de fleste er jo ligeglade og mener ikke man kan se det. Også selvom skriften allerede er ved at falde af Tag Heuer uret og Christian Dior solbrillen inden du prøver dem i butikken. Turister æder det dog råt, og selvom jeg havde mit ægte Samsøe/Samsøe, G-star og Esprit ur, så var der ingen der ville tro på, at de var ægte. Jeg selv kan dog se forskellen, men tyske og engelske turister tror jeg næppe fatter at der er en forskel i stofkvalitet og printkvalitet.

Lærdom: Sælg et kendt mærke og benyt dig af brandværdien. Men husk at det er forbudt at sælge kopivarer i Danmark.

En forklaring på, hvorfor nogle folk kan modtage en service andre ikke kan, findes ofte i, at det er deres familie, ansatte eller venner. Vi satte os på en restaurant og jeg bestilte en halv liter fadøl. Ind kommer tjeneren med en 1.5 liter fadøl, for det var det mindste de havde. Oh my god tænkte jeg, men det blev serveret i et glas udformet som en fod, så jeg tænkte, hvad dælen, det var jo en meget sjov event, men blev lidt sur over ikke at have fået det fortalt.
Kæresten får så et glas juice, varmt og med små sorte stykker skidt i. Efter et kvarters tid kommer et ældre par ind på restauranten og manden får lov til at bestille en halv liter fadøl. Mystisk tænker jeg, men vi sidder der en times tid mere og det ældre par er gået igen. Da jeg så betaler, spørger jeg tjeneren, hvorfor den ældre herre kunne købe en halv liter, når jeg ikke kunne. Hvem købte sådan en halv liter, det havde han da ikke set og det passede ikke. Vi havde så set ham gøre det og jeg blev mere streng i tonen og spurgte igen hvorfor og nu sagde jeg, at jeg havde bedt om en halv liter øl og ville kun betale for en halv liter øl. Nu var det pludselig et familiemedlem der havde sat der (parret var så ærke-englændere), det fortalte jeg ham. Pludselig var det venner. Så spurgte jeg ham om jeg ikke var hans ven. Pludselig blev han mærkelig og virkelig sur i ansigtet og gik bare sin vej. Vi betalte til en anden tjener, som tog mindst 5 – 10 minutter om at komme tilbage med vores vekselpenge, selvom jeg kunne se han gik rundt med dem i hånden.

Lærdom: Giv folk mere end de forventede og lad dem bruge varen, hvorefter du så opkræver mere end kunden havde set på prisskiltet.

Vi gik rundt inde i basaren og fandt os to par shorts vi gerne ville købe efter vi havde vandret rundt i butikken og hyggesnakket lidt sjov med ekspedienten. En anden ekspedient kommer ind og vi begynder så at forhandle med ham, hans startpris var pludselig 10 lira højere end den tidligere ekspedient, i alt 50 lira. Det ville jeg ikke give, og kæresten behøvede ikke rigtigt de shorts. Så jeg sagde okay, 25 lira og ikke mere. Han gik så ned på 40, derefter 35, så begyndte vi at gå ud af butikken og han gik på 30. Nu begyndte han at blive lidt mere aggressiv og ville handle med mig, jeg skulle give ham en pris, og jeg blev ved med 25 lira, jeg mente ikke det var mere værd. Nu nærmest råbte han efter mig at jeg skulle handle. Okay, jeg sagde 27 lira og så blev han for alvor gal. 2 lira var jo ingenting, og hvad fanden jeg ville med det. Jeg stod stadig køligt og lod mig ikke rokke af hans intimidering, som jeg vidste de bruger som tricks meget ofte (også fordi tyrkere generelt hurtigt bliver arrige, ren kulturarv). Det hele endte med at han ikke ville have mere end 25 lira, puttede tøjet arrigt ned i posen og råbte tyrkiske bandeord efter os da vi gik ud af butikken.

Lærdom: Mange folk, især ældre og unge mennesker vil have betalt de 30 lira, også af ren samvittighed, da man tror, at prisen måske er acceptabel når han nu bliver så arrig. Så hvis man kan skabe frygt i folk, kan man slippe for at prutte for meget og få mere for sin vare.

• Tweet