Jeg var til et møde den anden dag med de forskellige erhvervsforeninger fra Kibæk og Sdr Felding. Der eksisterer en fælles forening, Aaskov – men den har nu mistet tilskuddet fra Herning kommune og derfor var vi samlet for at finde en fremtidig løsning.
Kibæk by i forfald
Det er efterhånden ved at være en kendsgerning, Kibæk by er i forfald. Flere og flere butikker har lukket, enten af økonomiske årsager eller fordi de er gået på pension. Der har endnu ikke været nogle til at tage over, og det er synd. Sidst gik det ud over Dagli Brugsen, der ligger lige overfor mit kontor, så min kilde til nem frokost er forsvundet, æv.
I stedet for at bruge mere tid på at klage, vil jeg hellere prøve at være lidt konstruktiv, og håber andre ønsker at melde ind med ideer.
Hvad kan redde en “centerby” i forfald?
Først har jeg tænkt ideer til hvad de mange bygninger der står tomme kan bruges til:
Atalié for kunstnere i mange afskygninger (en idé jeg hørte om på mødet)
Iværksætter kuvøse – lave en masse kontorlokaler der med støtte fra kommunen kunne lejes ud til iværksættere med gode ideer.
Oprette niche uddannelser – hvis byen har ekspertviden på nogle områder?
Specielle sportsfaciliteter – kunststofbane til FC midtjylland spillernes vintertræning, Crossfit træning, boksetræning, Pilates, Yoga, Zumba etc.
Gaming center – en slags netcafe hvor man kunne “uddanne” børn i computerspil (det er kæmpe i Kina, hvorfor ikke i Danmark, vi har jo nogle af verdens bedste counterstrike spillere).
Skating center – kunne også indeholde en klub, så de unge har et sted at opholde sig samlet
Cafe – vi mangler en god cafe. kunne sættes sammen med en netcafe, spillehal, klub, etc
Åbent værksted – her kunne man komme med møbler og andet og reparere dem
Øvelokaler til musikere – et sted hvor nykomne talenter kunne komme. Kunne evt tjene sig hjem ved at hvis musikerne fik succes, så betalte de et beløb. Musikskolen er vel også interesseret i den slags.
Vidensdeling – lokaler til møder, foredrag andet.
Hvad mener du kan redde en lille provinsby på ca 3000 indbyggere i forfald ?