Nogle gange falder man bare over noget, som man bliver vældig imponeret over. Dette er en af de ting.
Min kæreste har længe holdt afstand fra Facebook, og ville bare ikke blive en del af det – hun ville gerne bibeholde sit privatliv. Indtil hun en weekend var sammen med sine veninder, som alle snakkede om den fantastiske fest de havde været til. Hun kunne ikke forstå hvorfor hun ikke var blevet inviteret – og det viste sig, at de kun havde inviteret folk igennem Facebook.
Man har et standpunkt – til man tager et nyt
Så dagen efter mødet med veninderne meldte hun sig på Facebook og jeg gav hende en kort introduktion til indstillinger og funktioner. Hold op hvor er Facebook egentlig bare ikke intuitiv – de burde lave kaffebar-testen. Nå, men det var ikke brugervenligheden vi skulle snakke om.
Hun begyndte at tilføje lidt venner og tilmeldte sig lidt grupper som hun fandt igennem de nye venner. Dette var søndag eftermiddag hun startede. I løbet af dagen gik hun lidt on and off på Facebook og forsøgte at finde rundt i alle de nye spændende ting.
Mailboks boom
Jeg kunne følge med søndag aften, at der allerede var en del venner på hendes liste – og hun var endda meget selektiv med hvem hun valgte. For det var trods alt hendes protest imod Facebook – ikke alle skulle have adgang til hendes opdateringer og billeder.
Jeg tog ud af huset mandag indtil eftermiddag – og da jeg kom hjem, sad hun igen bukket over bærbaren og skrev med 4 forskellige på Facebook-chatten. Da jeg kom ind, sagde hun at hendes mailboks var fyldt med spam fra Facebook og hun kunne slet ikke overskue alle de mails hun havde fået.
Det viste sig, at hun havde fået 150 venner og en email for hver eneste gang. Plus alle de anmodninger hun havde fået, med folk der ville være venner.
150 potentielle kunder
Tænk på hvis hun gik op i lidt online markedsføring, så kunne hun jo faktisk have ledt de 150 nye venner ind på en af hendes hjemmesider og skabt lidt trafik og opmærksomhed omkring dem.
Men tænk lige over hvor hurtigt hun fik så mange venner – og hvor mange hun måske kunne komme ud til, hvis hun ikke var så selektiv. Det er selvfølgelig i et lille størrelsesforhold, men tænk at kunne skalere den indsats.
Så har du været frastødende overfor Facebook og har et par hjemmesider du egentlig gerne ville skabe lidt større opmærksomhed omkring og lidt ekstra besøgende – så burde du måske overveje at bruge den korte tid det tager at anskaffe sig en hulens masse venner. Facebook er blevet så stor, at jeg tror det godt kan være tiden værd – selvom det giver lidt, så giver det stadig opmærksomhed.
Jeg kan sige dig, at der er penge i Facebook! Jeg bruger personligt ikke min profil som en reklamesøjle – den slags giver nemlig intet i forhold til det man får ud af f.eks. at udvikle spændende applikationer og så hellere have sin integritet i behold. 🙂 Nogle applikationer har millioner af brugere (så heldig har jeg desværre ikke været med mine) og de har adgang til at sende e-mails til brugerne og lave en YDERST effektfuld markedsføring fra ven til ven gennem newsfeedet.
Desuden er jeg vild med Facebook Ads. De konverterer som regel ikke ret godt i forhold til f.eks. AdWords, men ved ganske få nicher kan det faktisk være en rigtig god idé at bruge. F.eks. kan man tagge interesser og aldersgrupper – det kan man ikke med AdWords. Så hvis du har en snæver demografi blandt dine kunder kan Facebook således være en rigtig god genvej til gode og nemme penge. 🙂